#14
Lidt om at være tvilling
Uro og uforløste følelser
”Vent vent vent… sagde du tvilling? ” spurgte jeg.
Anton (25 år, navn ændret – jeg har fået lov at gengive denne fine historie) havde taget fat i mig igen, for at få et nyt coachingforløb sat op.
Han havde været i forløb for et par år siden, med lidt mistrivsel og manglende målsætning.
Dengang var mit udgangspunkt at han var enebarn. Udfordringen dengang fik vi løst og han havde, da vi startede dette forløb op, ikke mindre end to jobs og gang i at tage en gymnasial uddannelse.
Men han var ikke glad og havde en masse uro, kunne ikke sove og var reelt ked af det.
Den første briefing var at ”Jeg har uro i kroppen og jeg kan ikke sove… og jeg ved ikke hvad det er”
Alle coaching-forløb starter op med, at man afdækker en mængde forskellige ting i coachees liv. For Anton her arbejdede vi med, i det aktuelle forløb, at få styr på dagligdagen og finde noget energi. Det virkede lidt, men ikke godt nok.
Hver gang Anton var alene med sig selv, blev han trist og han kunne ikke sætte ord på hvorfor.
Ved vores 3. samtale her, sagde han at det måske havde noget med hans tvilling at gøre….
Jeg blev helt paf. Jeg vidste jo at han ikke havde nogle søskende, at han var enebarn. Det havde han sagt i det første forløb.
”Ja” svarede han vidste du ikke det?
”Øhh nej – det har du aldrig sagt noget om Anton…. Sig noget mere.”
”Jamen jeg har haft en tvilling…… ”
Samtalen tog en drejning jeg ingen som helst ide havde om, hvor den ville bære hen.
”Øhh fortæl noget mere..” sagde jeg.
”Jamen jeg har haft en tvilling, der desværre gik bort ganske kort tid efter vores fødsel….”
Jeg kondolerede selvfølgelig med det samme. Vi talte lidt rundt om hans bror og jeg var supervarsom, for jeg var ikke helt sikker hvor ”sprød” han var, i forhold til at tale om dette emne.
Når jeg laver coachuddannelser siger jeg ofte til kursisterne, at man ved aldrig helt hvad der kommer.
En gæst kan komme med en problemstilling, men ofte kan det handle om noget helt andet.
Så fortalte Anton, at han havde fået tilgang til noget videooptagelse af ham og hans bror da de var ganske nyfødte. Han var blevet noget forskrækket over optagelserne, som han havde set alene, da han ikke havde forventet at se disse billeder mm. Han var blevet rørt og vidste ikke helt hvad han skulle gøre med følelserne der dukkede op.
Som coach lytter jeg ind til mønstre og vaner og hvor uhensigtsmæssige mønstre kan være opstået. Ofte har coachee svært ved selv, at sætte ord på, og se sammenhænge her.
Derfor kan det være en god ide at opsøge en professionel samtalepartner, hvis man ikke kan finde ro i sig selv.
Uroen og manglen på søvn var opstået umiddelbart efter han havde set videoklippet. Så på den måde fandt vi en sammenhæng her. Anton blev overrasket over at det hang sammen. Altså uroen og de billeder mm. han havde set.
De næste par sessioner handlede nu kun om hans bror. Vi så lidt film og billeder sammen som Anton havde fået tilgang til. Det handlede om ting han kunne huske. Ting han ville ønske, han kunne huske. Det blev ret dybt og rørende faktisk.
En ganske fin lille sorgproces som forløste noget ikke udtalt.
Vi talte meget om hvad der fyldte. Tanker om hvad det kunne være blevet til, hvis broren havde levet hans liv. Hvordan det ville være at have haft en bror med sig i livet. Om at gå i byen med sin bror. Om at rejse med sin bror, ja sådan lidt det man gør i livet.
Om at føle sig ensom i livet, uden helt at forstå hvor ensomhedsfølelsen kom fra.
En masse tanker og følelser om en manglende bror.
Det hjalp en del på uroen og søvnen blev bedre. Men ikke helt god. Når Anton var med sig selv, eller skulle sove dukkede uroen op. Derfor var det fedt at have to jobs og være studerende – så var der ikke så meget tid til at tænke og føle, og så var han meget træt når han skulle sove.
Anton kunne ikke rigtig få manifesteret sine følelser og tanker helt rigtigt. Altså få dem afleveret der hvor de hørte til. De rumsterede og fyldte forkert på en generende måde.
Vi talte om man kunne afholde en slags andagt (som en præst sagde) for hans bror, men denne løsning gav ikke helt genklang.
Så spurgte jeg Anton om vi skulle finde et eller andet, der kunne være et ”billede” på den manglende bror. Noget han kunne kigge på hver dag.
Her blev han nysgerrig.
”Hvad kunne det være?” spurgte han.
Her var vi rundt forskellige ting, men intet ramte sådan helt rigtigt….
Førend jeg sagde:
”Det kunne måske være en lille tatovering.”
Her blev han stille og hans øjne lyste og så sagde han:
”Ja selvfølgelig.”
Vi talte lidt om hvad en tatovering kunne være, alt i mens vi også talte om hvad der kunne symbolisere den tabte bror. Vi nærmede os noget, men det blev ikke helt specifikt.
Efter sessionen hvor vi talte om tatovering gik der en times tid, så tekstede Anton mig på telefonen.
”Jeg ved det, jeg ved præcis hvad det skal være…..Vent og seJ!”
Da Anton kom næste gang, havde han dagen inden været til tatovør i 6-7 timer. Han kom smilende ind ad døren, skyndte sig hen i hans stol på mit kontor, og rullede ærmet op. Der havde han på hele underarmen, fået lavet et såkaldt ”sleeve” med hans brors navn i centrum. Navnet på broren var skrevet med store flotte bogstaver og ganske ganske fint og maskulint dekoreret med alle mulige farverige flotte finurligheder.
Øj hvor han smilede da han stolt viste det frem.
”På den måde..” sagde han,
”På den måde er han altid med mig fra nu af!”
Fra den dag fik Anton ro i kroppen og hans hoved. Hans søvn er god og han har kvittet sit ene job, for nu kan han sagtens finde ud af at være alene med sig selv.
Jeg har lige skrevet med ham, han er glad og lige om lidt er han også student.
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”