#23

”Han stod med køkkenkniven i hånden og viftede med den….”

”Det gik helt galt i går. Min mand – han tabte den helt….   Han råbte virkelig højt da han skældte ud. Han blev så rasende, at han måtte gå ud på hans værksted i garagen. Det værste var, at han stod med køkkenkniven i hånden og viftede med den…  og selvfølgelig er han ikke truende, men hele situationen blev skør og det virkede lige pludselig som om han ville noget andet med den skide kniv… Han var jo bare i gang med at skære.

Min halvvoksne søn stod og græd og vores datter sad bare og kiggede ned i bordet der i køkkenet. Jeg kan ikke klare det mere…. Kan du hjælpe mig, kan du hjælpe os?”

Svaret er jo indlysende, det er jo det som jeg laver. ”Ja” sagde jeg til moren i telefonen. Det var tidligt torsdag morgen hun havde ringet.

Hun skulle egentlig have været på arbejde, men hun valgte at aflyse hendes møder denne formiddag og så stod hun der på kontoret en lille times tid efter. (Historien er gengivet med begge forældres tilladelse. Peter mener ikke han talte til mig som beskrevet)

”Jeg kan ikke mere” sagde hun… ”Det er mindst 3-4 gange om ugen nu. Han kan slet ikke styre hans temperament og vi er alle pressede derhjemme. Min søn nærmest nægter, sådan tør ikke, at spise sammen med os og spiser på hans værelse…..Hvis han overhovedet er hjemme når vi skal spise.”

”Det hele er ved at gå lidt i opløsning, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…. Vi skændes hele tiden” Hun talte sig selv lidt op og stemmen blev en anelse skinger.

”Mette…” sagde jeg forsigtigt. ”Mette – træk lige vejret ned i maven.” Hun stoppede op og prøvede at trække vejret. Det ville ikke helt lykkes. ”Helt ned i maven…” sagde jeg forsigtigt.

Stille og roligt lykkedes det hende at få styr på vejrtrækningen, og vi kom lidt i kontrol med ja lidt det hele.

Hun fortalte om et familieliv, hvor det gradvist var blevet værre med hendes mands temperament, som børnene var blevet ældre. Det havde altid været der, temperamentet, men over de sidste par år var det blevet værre og værre. Sådan eskaleret.

Hun fortalte om situationer som var skørt skøre, om aftner og dage hvor hun ikke troede de ville komme tilbage til det ”normale.” Om et liv i huset i Nordsjælland hvor alle troede de var én lykkelig familie. En familie andre så op til. Hun fortalte om, at føle sig som en løgner over for hele verden… I sær når hun eller hendes mand smilede til naboerne om morgenen, eller når de kom hjem fra arbejde.

”Jeg lyver jo…” sagde hun til sig selv.

Værst var det ved spisesituationer om aftenen. Mette så at sige nærmest frygtede hver aften de skulle spise sammen. Altså næsten hver dag. Hun havde prøvet at tale med hendes mand om det, men kunne ikke finde vejen ind til ham, om dette så svære.

Han ville ikke tale om det, og blev blot endnu mere hidsig og indelukket, hvis hun prøvede at åbne for det.

”Hvad har du brug for?” spurgte jeg, da hun var ved at være tømt for ord.

”At det går væk… at det bliver lige som det var i gamle dage. At jeg kan slappe af og at vi kan spise sammen som en familie igen… At jeg ikke skal være på vagt hele tiden. At mine børn ikke behøver at være bange for deres far, eller for situationen”

”Hvad skal vi gøre..?” spurgte jeg. Det er jo selvfølgelig et lidt tarveligt spørgsmål, men jeg bruger det sådan lidt for at tale ind i det svære….

”Jeg ved det virkelig ikke” sagde Mette og kiggede tomt lidt opgivende ud i lokalet.

”Må jeg sige hvad jeg tænker… ?” spurgte jeg forsigtigt.

”Endelig endelig” sagde Mette. ”Kom med det….” sagde hun.

”Hvad nu hvis vi inviterede Peter herind?” Spørgsmålet hang lidt i luften og hun kiggede først sådan lidt vantro på mig. Hun sagde ikke noget, bare kiggede mig lige i øjnene. Teknisk tror jeg faktisk ikke hun kiggede på mig….. hun mere sådan måske stirrede ud i luften.

”Dig, ham og mig….” sagde jeg forsigtigt efter et lille stykke tid.

”Det ved jeg simpelthen ikke om jeg tør….” sagde hun stille.

Lige da hun havde sagt ordene, ramte betydningen af dem hende. Hun sukkede og begyndte at græde lidt.

”Nej” sagde hun. ”NEJ!!!”

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, jeg skal være bange for ham. Jeg elsker ham jo… ”

Hun kiggede på mig og spurgte så; ”Hvad mener du med at vi skal mødes?”

”Jamen jeg tænker vi er nødt til i fællesskab, at tale om det her”

I min verden var det hele blevet ekstremt, og familien havde fået etableret en virkelighed som var i ingens interesse – og well i yderste konsekvens måske endda farlig for familien.

”Men hvordan gør vi det?” spurgte hun.

”Altså jeg tænker vi er ærlige over for Peter, og siger at du har rakt ud til mig, fordi du er nervøs. Og at jeg har foreslået at vi skal mødes…” Ikke så meget andet tænker jeg.

”Men tror du han vil gå med til det”

”Altså jeg er ret sikker på, at Peter ikke synes det er fedt derhjemme…. og jeg er ret sikker på, at han også gerne vil undgå de her situationer…. Men han har måske ikke redskaberne til at sige det”

”Måske har du ret” sagde Mette. ”Men hvordan får vi ham herind? Han er jo både stædig og har svært ved at lytte.”

Nogle gange kan de simpleste ting virke uoverskuelige, og vi talte en del rundt om dette. At invitere Peter ind til en samtale. Vi gik med ærligheden.

Aftalen blev, at Mette skulle fortælle Peter, at hun havde rakt ud til mig og hun havde fået lektier for. Lektierne var .. ja…..

De kom ind ugen efter. En onsdag aften. Jeg arbejder sent mandag og onsdag. Jeg havde sat to timer af til mødet. Det var det sidste møde den dag, så der var også ”plads” hvis vi gik over tid.

De kom fra hver deres job og i hver deres bil. Peter kom først. Mette 5 min. senere pga. udfordringer med parkering. Så Peter og jeg talte lidt small talk i gode 5 minutter.

Det kunne have været blevet akavet, men det gik endda. God fyr ham Peter. Han blev oprigtig interesseret da jeg sagde at bygningen var fra 1742 – en sjælden ting i indre by Kbh.

Som bygningsingeniør havde han en faglig interesse for ældre bygninger, og vi talte lidt om, hvis vægge kunne tale….

Så kom Mette og de fik hver en af de store stole. De fik og drak kaffe begge to. Jeg sad over for dem. Jeg drak the – lidt for sent på dagen for kaffe for mig.

Det hele kan lyde lidt simpelt, sådan bare at sidde og skulle løse en meget svær situation. Tro mig… det er det ikke! Du skal møde to mennesker i en låst situation. For dem begge.

Vi talte rundt, op og ned, frem og tilbage og vi var så dygtige, at selvom det var dødsens alvorligt, blev det også lidt en hyggelig samtale.

Peter er ingeniør og projektleder. Mette er HR chef. For nogle kan det lyde som om det er det samme – og well, det kan jeg forsikre om, at det er det ikke.

”Jeg er jo ikke så god til at tale om personlige ting…” Sagde Peter. Men han gik i gang med at tale.

Peter medgik at han havde udfordringer med temperamentet. Men han sagde også, at han gik ud i garagen fordi han elskede hans familie, fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre af ham selv i de situationer der kontinuerligt opstod.

Hans lidt store briller duggede og han blev lidt rød i hovedet.

”Jeg er ked af det…. Jeg er ked af det Mette. At jeg bliver så hidsig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…”

Vi kunne reelt ikke se hans øjne pga. dug i brillen, og i en hvilken som helst anden situation, ville det måske have været en anelse komisk.

Faktisk var han dybt ulykkelig over hans reaktioner, og ikke mindst det han tilbød hans hustru og børn. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre.

”Jeg elsker dig.. ” sagde han svagt. ”Og børnene….”

Der kan godt blive varmt på kontoret i sådanne situationer.

Her sad vi. To mennesker der elsker hinanden, men ikke kunne nå hinanden.. og ikke mindst ikke vidste hvad de skulle gøre.

”I det forrige årtusind (det er faktisk vildt nok at kunne skrive dette) var jeg idrætslærer” sagde jeg.

Der blev virkelig. virkelig stille i lokalet. Jeg tror de begge tænkte wtf har han gang i nu. Jeg havde deres 100% opmærksomhed – og en anelse mistroiskhed tror jeg.

”Når vi i mine idrætstimer skulle træne Salto Mortaler (det må man ikke i dagens idrætsundervisning, da det er reelt farligt. Salto betyder ”hop” og mortale betyder ”dødeligt”) brugte vi en del tid på at træne en ”nødudgang.”

De lyttede begge en anelse mere interesseret da jeg sagde nødudgang.

”Fordi det er farligt at lave en salto mortale, er det også vigtigt at udøveren, i særdeleshed begynderen, har en mulighed for at gøre noget andet, hvis springet i sig selv skulle gå galt.”

Gal de kiggede på mig…

Det var tydeligt at de tænkte ”hvor vil han hen med det her….?”

”I mine timer, inden vi faktisk gik i gang med at træne salto mortaler, øvede og øvede og øvede vi det der hedder et rullefald. En springmetodik hvor man så at sige slår armen om sig selv, samtidig med man drejer hovedet nedad og så falder og ruller omkring egen akse ned på skulderen og hen over en måtte…. Det giver mulighed for, hvis man kommer forkert ind i det farlige spring, at komme sikkert ud af det igen.”

”Øj vi øvede det mange gange på de der store grønne madrasser…..”

”Så kunne mine elever altid komme ud af en farlig situation hvis den opstod….i virkeligheden inden den opstod. Sådan via denne nødudgang”

Metaforer er en sjov ting. Du kan jo ikke diskuterer en metafor om den er rigtig eller forkert – du er nødt til at forstå den ud fra din egen præmis.

Peter var på. Han forstod metaforen…. han satte sig frem i stolen, og sagde så… ”Det der… Det der, det er jo i virkeligheden ikke en særligt god metafor……”

Duggen forsvandt fra hans briller, sådan stille og roligt.

Jeg smilede lidt inden i mig selv….

”Måske kunne man finde et andet billede på det… ” sagde han og kiggede på Mette… ”Tror du ikke?”

”Hvad mener du Peter?” spurgte jeg forsigtigt.

”Jo altså… jeg tror godt jeg forstår pointen i det du siger.. jeg synes bare det er et dårligt billede….Nødudgang…” sagde han en anelse sådan ”ikke pænt” til mig.

Jeg smilede lidt mere inden i mig selv, men jeg sagde ikke noget…… Vi kiggede lidt på hinanden.

”Ok så.. hvis det ikke skal være en nødudgang, hvad kunne det så være?” spurgte jeg.

Øj han tænkte. Og tænkte. Sådan lidt karikeret tog han sig til hagen med tommel og pegefinger og kørte fingrene lidt rundt. Øj han tænkte.

”Mette…… Mette kan du huske når vi kører i bjergene i Østrig og Italien osv. Kan du huske når, når det virkelig stejlt med de der vilde hårnålesving?”

Mette kiggede op på ham. ”Ja?” sagde hun spørgende.

”Mette….. kan du ikke huske det? Så har de sådan nogle nødramper til lastbiler, så i stedet for at dreje i et hårnålesving, hvis det går for hurtigt, så kan man køre ligeud og så opad… sådan hvis bremsen går i stykker… Så er det stigningen i sig selv der stopper lastvognen.”

Peter er ingeniør!

”Det virkelig smart!”

Peter fortsatte, ”Måske vi kan bruge det som et billede på, at jeg skal gøre noget andet når jeg bliver sur…….Eller ja inden jeg bliver sur”

”En nødrampe” sagde han. ”På engelsk tror jeg nok det hedder en run away ramp, men jeg er ikke sikker.”

”Peter?” spurgte jeg. ”Hvad mener du sådan helt præcist? Jeg har lidt tabt den her…” sagde jeg.

”Jamen det er jo helt indlysende” sagde han. ”Hvis det går for hurtigt ned af, ned mod det farlige sving for mig…. ” sagde han. ”Hvis jeg ikke kan styre det… så er det jo det jeg har brug for. En run away ramp…” Sagde Peter med en vis tilfredshed i stemmen.

”Hvordan så Peter?” spurgte jeg…  ”Hvordan kan vi bruge dette billede i fællesskab?” Han var på en eller anden måde sådan all in.

”Jamen det jo logisk” sagde han. ”I stedet for jeg skal blive så forbandet sur… altså rundt i svinget.. Så skal jeg jo op ad rampen der… ” sagde han.

”Altså hvordan?” spurgte jeg.

”Altså forstår du det ikke John-Erik?” spurgte han lidt offensivt. ”I stedet for jeg bliver så sur, så skal jeg jo gøre noget andet. Forstår du det ikke?”

Jeg smilede… men kun inden i.

”Jeg er ikke helt sikker Peter…Kan du ikke forklare det?”

Peter blev lidt irriteret på mig, og så begyndte han at tale og forklare. Øj han talte. Han havde opdaget et værktøj der gav mening for ham. Mening og mulighed for ham. Mulighed for at gøre noget andet, inden han blev hidsig.

”Jeg elsker dig jo Mette…” sagde han. ”Jeg elsker dig og vores børn. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan li jer… jeg har bare ikke vidst hvad jeg skulle gøre. Det ved jeg nu” Peters ingeniørbriller duggede lidt igen.

Vi kunne faktisk ikke se hans øjne. Igen. Det var ikke så vigtigt.

”Så hvad skal du gøre Peter?” spurgte jeg.

”Det er jo indlysende… jeg skal bare gå væk. Gå væk inden jeg kommer ind i et af de der skarpe sving… Jeg skal jo bare op af den rampe der.”

”Så hvordan?” spurgte jeg… Jeg kunne mærke at min ”kredit” hos Peter var lige ved at udløbe, men omvendt ville jeg gerne tage den helt i mål.

Han blev irriteret på mig. Fint nok.

”Hvad er det du ikke forstår John-Erik? Jeg skal selvfølgelig bare gå væk, når jeg begynder at mærke vreden.” Vi kunne mærke hans temperament ulme lidt….

”Lige nu tror jeg, at jeg bare skal gå ud i garagen… den skal være min rampe.. men det skal være inden jeg bliver sur.”

”Så hvis jeg mærker, at jeg er ved at blive sur…så går jeg… Så kører jeg op ad rampen.. altså ud i mit værkssted. Er det svært at forstå? John-Erik?”

De to timer var ved at være til ende. For nu var vi lidt i mål tænkte jeg. Så jeg begyndte at runde af, summere op og sætte muligheder for handling med det nye redskab. Timingen var god, de var også klar til at gå. De gjorde sig klar og vi sagde god aften og på gensyn.

Lige da de var ved at gå helt ud ad døren, vendte Peter sig og sagde forsigtigt til mig: ”Det der billede med madrassen og nødudgang…. John-Erik.. jeg kender dig ikke, men jeg er sikker på, at det ikke var et højdepunkt i din coachingkarriere.”

Så gav han hånd og vi sagde på god aften.

Dagen efter fik jeg en mail fra Mette.

Der stod: ”Tak, bare tak!”

Peter vendte tilbage et par dage efter og bestilte et lille forløb for ham. Sessionerne med Peter var alle kortere end en normal standard session. Han blev lidt irriteret på mig en gang i mellem. Men han rykkede sig gjorde han.

Vi havde os alle tre et par møder mere, hvor vi samlede op og lagde på.

Mette skriver fra tid til anden en lille up date.

I sidste besked stod der: ”Hej John-Erik, jeg er glad, jeg føler ikke jeg lyver for verden mere.”

#nødudgang