#29
Kampens Spiller
En mail tikkede ind i mailboksen.
Besked fra far:
Kære John-Erik,
Jeg skriver på vegne af min datter Sofie, snart 15 år og håndboldspiller på XX U15 hold.
Som førsteårs spiller spillede hun fuld tid i finalen til sjællandsmesterskabet tilbage i Maj måned, men siden er der sket en del.
Ondt i maven viste sig at være inflammatorisk tarmsygdom og efter et svært sygdomsforløb og udredning har hun tabt 7 kg muskler, fik også lige en bugspytkirtelbetændelse i forrige uge og her i weekenden havde en anden spiller fået den plads på holdet hun havde tilkæmpet sig gennem flere års kamp.
Behandlingen går egentlig godt, men når træneren siger at hun jo ikke kan det hun kunne før hører hun kun “du er dårlig”.
Det har været en særdeles hård tid for min datter og jeg kan desværre ikke trænge igennem med et mere positivt budskab: Behandlingen går godt, giv det et par måneders træning og hun er tilbage igen.
Selvtilliden er helt i bund, tårerne triller og når man tror det ikke kan lykkes, så lykkes det heller ikke.
Har du mulighed for at træde til med professionel hjælp?
Historien her er clearet med både far og Sofie. Navnet er ændret, men ellers er det her den helt korte udgave.
Sofie kom ind på mit kontor sidste tirsdag til vores første session her i det nye år januar 2026, ca. et halvt år efter hendes og mit første møde.
Hun smilede og havde en del mere kulør i kinderne end hun har haft længe. I det forgangne halvår har hun fået, sådan mellem hende og jeg og fra mig, en lang række udfordringer, mentale som fysiske, som hun har løst en for en, succes efter succes.
Mega mega sejt, modigt og klogt. Og hej, hvis ham coachen (altså mig) blev for smart, fik han det at vide i sætninger a la: “det kommer ikke til at ske…..”
Hun er så god og sej hende Sofie.
“Hej” sagde hun der til det første møde den der tirsdag, januar i år, og satte sig….
Vi kiggede på hinanden og smilede og for at starte et sted, sagde jeg: “Øj lang tid siden… hvordan er din jul og nytår gået?”
“Godt!!” sagde Sofie… begyndte så at fortælle lidt om tiden op til jul… men stoppede så og kiggede på mig med virkelig store spørgende øjne:
“Har du slet ikke hørt det….?????”
“Hørt hvad?” spurgte jeg tilbage.
“Jamen har du slet ikke hørt det… ?” gentog hun og smilede.
“Øhh nej hvad?” smilede jeg tilbage. Jeg var helt blank.
“Jamen det har jo været overalt på de sociale medier… ved du det virkelig ikke??”
“Sofie…” sagde jeg. “…Kom med det, for jeg aner ikke hvad du taler om!”
Så begyndte hun at tale.
“…Vi var i Lund mellem jul og nytår….”
For dem der ikke måtte vide det, så er Lund et stort internationalt håndboldstævne med ret gode håndboldhold kommende, og ja det ligger så i Lund, Sverige.
“Vi var jo i Lund til stævne. De første par kampe gik sådan ok. Jeg blev skiftet ind og jeg blev bedre og bedre i mit spil.”
“Vi gik videre til gruppespillet, holdene blev bedre. Jeg blev bedre. Meget bedre. Jeg scorede en del mål og lavede mange assists.”
“Vildt og sejt!” sagde jeg og kom til at afbryde lidt… men hun opdagede det ikke. Der var noget der skulle fortælles, og det var vigtigere end én der sad der og afbrød.
“Så kom vi i kvartfinalen og jeg blev topscorer.”
Hun smilede, holdte en lille pause og kiggede smilende på mig. Lige ind i mine øjne.
“Så kom semifinalen….” Hun stoppede og kiggede på mig igen. Og ventede lidt…
“Sig mig er du sikker på du ikke har hørt noget….?” spurgte hun med et stort smil og gode røde kinder.
Jeg rystede på hovedet og sagde: “Jeg har absolut ikke hørt noget…”
Hun kiggede ned i gulvet for ligesom at finde og fortsætte historien.
“Jo så kom semifinalen, vi spillede godt igen.. og jeg lavede en del mål og mange assists…..”
Så sagde hun ikke noget et lille stykke tid.
“Vi vandt!”
“I KOM I FINALEN..???!!! … Forfanden Sofie, forfanden….. Megasejt!! Så skulle I spille i den store hal?”
Jeg havde lidt svært ved at være i mig selv af glæde på hendes vegne, for jeg kender jo så meget hendes lange rejse mod at komme tilbage.
Og som tidligere håndboldtræner har jeg været en del i Lund mellem jul og nytår, og kender stævnets rytme.
“Ja!” sagde hun. “Den store hal, men der var ikke så mange tilskuere, for det var en af de første kampe i hallen den dag….”
“Dagen kom…..”
Hun kiggede igen ned og så op, for ligesom at samle historien op igen, og fortsatte så:
“Jeg startede på bænken. Vi kom bagud. Det var ikke så godt.”
Hun holdte en lille pause og kiggede på mig igen, ændrede stemmeføring til et sådan lidt mere direkte tonefald:
“…Altså du helt sikker på du ikke har hørt noget….?”
“Sofie…” sagde jeg og indikerede med mit kropssprog at jeg ikke vidste noget. Hvilket jo var sandheden.
Sofie fortsatte:
“Efter 5-6 minutter af kampen kom jeg ind…. Vi var bagud…”
“Jeg spillede godt….. Vi fik vendt spillet. Jeg lavede nogle gode mål og assists!”
Hun holdt en lille pause og fortsatte så:
“Jeg blev topscorer…..”
Hun kiggede mig direkte i øjnene med det der Sofiesmil, tog en lille pause, trak vejret og fortsatte…
“Vi vandt…..finalen….”
“Forfanden Sofie hvor er det vildt, KÆÆMPE tillykke.” sagde jeg og sådan kastede mig lidt frem og tilbage i stolen.
Ret vildt at få at vide sådan en tirsdag aften på det lille kontor down town Cph. Jeg er altid 100% involveret i mine gæsters liv… sådan er det. Og her sad jeg bare og nød Sofies succes. Så fedt altså.
“Men der er mere…”
…..sagde hun stille og holdt en lille kunstpause, smilede hendes søde skæve smil og kiggede mig i øjnene. Hendes guldlokker, hun er ginger sådan den lysegule gyldne varme farve, faldt lidt ned om halsen på hende.
“Jeg blev kampens spiller……. !”
Hun fortsatte:
“I starten hørte jeg det ikke, for vi havde travlt med at juble over sejren der på banen. Men de blev ved med at råbe mit navn ud i hallen mens vi stod der og jublede, og til sidst var der en af de andre piger der tog fat i mig og sagde, at de sagde mit navn i højtalerne hele tiden. Så skulle jeg op hente ‘kampens spiller’ pokalen også….”
sagde Sofie, og smilede lidt mere.
Jeg smilede tilbage og måtte lige holde en tåre tilbage også, for jeg blev sgu lidt rørt gjorde jeg.
Styrken i at tro på et menneske, eller som menneske at blive troet på og ikke mindst forstået er stor.
Lige her i forhold til Sofie, er min helt store fordel, at jeg ikke er far eller mor. Der er ikke noget forældrefilter her. Nå ja, og så har jeg lidt redskaber og en anelse viden.
At blive suppleret med “jeg tror på dig, og jeg ved der er en vej,” med redskaber, med små mål og afstemte succeser på vejen, er vanvittigt powerfuldt og virker!
Det ved jeg, og jeg tvivler aldrig på den enkelte. Det virker i forhold til, stille og roligt at komme ind i kampen på sit eget liv, og på den måde genvinde tabt selvtillid og styrke.
Fra vores første møde der i august og frem til januar har der været mange mellemregninger.
Vi har haft mange mange gode og dybe samtaler. Sofie er megamodig, stærk og ret rå trods hendes så milde ydre. Vi har sat udfordringer op, mål op og hun har sejt kæmpet sig hen mod dem og ligesom bare indløst dem.
Mål for mål, mikrofejl, læring og justeringer og så videre…. mål for mål, succes efter succes.
Sofie er så ualmindelig sej og (vi) rykker videre nu mod nye mål.
En fighter uden lige siger jeg bare.
Ved vores første session der i august ´25 spurgte jeg hende hvor hendes selvtillid på en skala 1 til 10 lå, hvortil hun med tårer i øjnene svarede: “… jeg har vist ikke nogen lige nu…..”
Jeg spurgte hende igen her forleden, hvortil hun smilende svarede:
“Ja altså der i hallen var den 10 jo, nu den ‘kun’ på 9!”
#kampensspiller
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”