#22
”Jeg er ikke blevet til den jeg er……!”

 

(læs det lige igen.. og så en gang til. Det er en vild sætning)

”Øhh hvad?” sagde jeg. Det gav mening for mig, måden hvorpå ordene kom ud. Jeg har hørt det en del gange. Men jeg lod som om jeg ikke helt forstod det.

En af de vigtigste enkeltstående dele i coaching er, ”bare” at lytte og ikke indikere, at ”det” ved man alt om.At lade gæsten selv tale om og ind i udfordringen om man vil. Og så komme helt i mål selv. Med lidt coacherstøtte…. om man vil.

Processen i dette er unikt og helt fantastisk når det sker. Og ikke mindst sådan nærmest livsgivende.

”Sig det lige igen…” sagde jeg.

”Jamen…” sagde Tilde. ”Jamen det er simpelt nok.. Jeg er ikke blevet til mig selv (!)”

Historien her er gengivet med Tildes tilladelse (navn ændret) Tilde er i skrivende stund 27 år. Da vi mødtes første gang var hun noget yngre. Hende rejse som vi her beskriver, løb over nogle år. Jeg spurgte hende, om jeg måtte skrive hendes historie, for at give det videre. Fortælle til andre, så de ved, at de ikke står alene med denne problemstilling.

Det var hun med på. Hun mente dog ikke, jeg kunne huske alt det vi havde talt om, men at det var ok.

Da hun læste historien, jeg havde printet den ud og hun sad med papirerne i hånden, inde på mit kontor, løb tårerne ned ad kinderne på en god måde. Mens hun læste smilede hun.

Hendes første kommentar var; ”Hvordan fåk kan du huske alt det?”

Så spurgte hun mig forsigtigt, om hun måtte vise den til hendes mor (og far) inden jeg offentliggjorde den. Det måtte hun naturligvis – det jo hendes historie.

”Ok Tilde.. Sig lidt mere om det” Sagde jeg.

Tilde fortalte: ”Jamen jeg er hele livet blevet fortalt, at jeg jo var hende den kloge, hende den maskuline, hende der ikke ville grine… Det er på en eller anden måde ligesom blevet min identitet, det mine forældre har fortalt mig. Det mine lærere har sagt, det mine venner også sagde.

Men det er ikke rigtigt, for det er ikke sådan jeg er.”

Der siddende overfor mig, sad en ung dame på 23 år. Jeg tror hun er 170 cm høj. Håret altid stramt sat op i en hestehale, mimikken oftest ikke smilende, ja (udover at være utrolig smuk, men det vidste hun ikke på det her tidspunkt) faktisk så hun sådan grundvred ud. Et par rynker i panden var med til at understrege dette.

Først relativt langt inde i vores forløb fik jeg et smil. Det ændrede sig heldigvis.

”Lige siden 7.klasse har jeg klædt mig på en måde, som ikke er mig. For store trøjer og lidt for baggy jeans… Det blev lige som stilen, men det er ikke min stil. Det er jo sådan nærmest ikke en stil..”

”Jeg tror jeg har glemt hvordan man smiler…”

”Hvad mere er du blevet fortalt….?” spurgte jeg.

”Min familie har faktisk flere gange sagt, at det er ok at være homoseksuel…  og at det var helt ok, hvis jeg en dag kom hjem med en pigekæreste….. Altså det er jo fint nok at være homoseksuel… men det er jeg altså ikke. Men det er ligesom det, som det er blevet til hos dem…. ”

”Hvor lang tid har du vidst det? Altså du ikke er blevet til den du er?”

”Jamen sådan lidt altid…. Nå jeg så har prøvet at sige til (mest) min mor, at jeg jo ikke er sådan, så sagde hun bare tilbage sådan lidt overbærende…. Jamen det er helt ok skat, det skal nok gå alt sammen.”

”Så blev jeg sur, men hun forstod det ikke og troede bare at hun var sød i mod mig.”

”Så jeg har faktisk aldrig fået lov til at være mig selv….. har altid været en anden”

Tilde fik det lidt varmt mens hun sad der over for mig.

”Øv… jeg bliver faktisk ked af det nu” sagde hun sådan lidt til sig selv og lidt til mig.. og måske også lidt til verden.

”Øv hvor bliver jeg ked af det” sagde hun igen… Lidt højere. ”ØV”

Hun boksede lidt med at tage hendes trøje af. Den der måde hvor man tager armene op under trøjen, for så at løfte den hen over hovedet.

”Er det ok hvis jeg græder…?” Spurgte hun sådan nærmest vredt mens hun skubbede trøjen hen over hovedet.

”Tilde det her rum er dit rum. Du må gøre lige hvad du vil her, alt er ok….”

”Ok så.. ” Sagde hun.

Det var som om hun prøvede at græde, men det ville ikke rigtig starte.

”Nå.. nu kan jeg ikke en gang græde, fuck hvor nedern, men jeg er virkelig ked af det. Nu bliver jeg også ked af det over at jeg ikke kan græde…”

”Det fint Tilde” sagde jeg. ”Selv om der ikke er tårer, kan man jo godt være ked af det.”

”Det er jeg”

”Vi tager det bare stille og roligt” sagde jeg. Så sad vi der og ventede lidt på hun skulle blive klar.

Hun begyndte at tale. Stille og roligt. Hun kiggede ned i gulvet. Som hun talte til mig, til hende selv og måske hele verden. Hendes arme lå på hvert af de store armlæn på den store læderstol. Hun var ligesom sunket ind i stolen, benene kastet ud på gulvet, hovedet kiggede nedad, hagen liggende ind på brystkassen, stirrende sådan på ingenting.

Hun talte lavt, men højt nok til både hun og jeg kunne høre det. Stemmen var lys, sådan monotont fortællende.

Hun fortalte om et liv, hvor hun aldrig havde følt sig forstået. Om et liv hvor familien, far og mor, søs og bror på en eller anden måde, havde set Tilde med en anden identitet end den der var hendes.

En identitet hun ikke kunne kende sig selv i, men det var på den måde alle så hende.

• Hende den kloge
• Hende der burde læse til ingeniør
• Hende drengepigen – forstået på den måde de andre syntes hun lignede en dreng
• Hende der klatrede i træer
• Hende den vrede
• Hende der ikke kunne smile
• mm

Til dans – Tilde har været i en af de bedste her –  havde danselæreren konstant sagt (faktisk råbt) ”COME ON TILDE BE A WOMAN” (sætningen havde brændt sig ind i hendes hjerne) men at hip hop nok alligevel var bedst for hende.

Jeg ved intet om dans. Min hjerne og min krop arbejder ikke sammen når det kommer til denne sport, så jeg spurgte hende om hvad der lå i det.

Tilde svarede:

”Hip hop er en relativ maskulin aggressiv dansestil… jeg har aldrig kunne li den, alligevel var det det som jeg skulle danse hele tiden.

I hende ”Blå bog” står der, at hun nok bliver formand for LGBTQ+ – noget Tilde kæmpede for, ikke skulle stå der, og noget hende klassekammerater lovede ikke kom til at stå der.

Hun fortalte om ikke at kunne få venner, fordi hun var usikker på sig selv og ikke vidste hvordan hun skulle være som Tilde og hvordan man ”gør.” Tilde ville gerne have venner, men var meget usikker på sig selv i forhold til dette, hvilket gjorde at hun faktisk kun havde en veninde.

Hendes tro på at nogen kunne li hende var der ikke, hvilket gjorde at hun bare trak sig ind i sig selv, når hun var ude i verden.

Om ikke at kunne få en kæreste, for hvem ville date en som hende.

Hvad hun ikke lagde mærke til her var, at mens hun talte løb tårerne. Bare sådan løb.

Det vildt nok. Mange år levet og været en anden end den man er.

Som coach skal man være yderst varsom her. Passe på og drage omsorg for mennesket man har med at gøre (i alle fald i min verden)

Da Tilde var færdig med hendes fortælling, var det ligesom hun var tømt. Det var ligesom ude. På en god måde.

Hun kiggede på mig og sendte et underfundigt ansigtsudtryk. Smil? Lettelse? Det var virkelig svært sådan at tolke.

Hun sad i samme position som da hun startede hendes fortælling. På en eller anden måde, en meget åben, nøgen(?), sådan ingen parader og sårbar position.

”Så hvad John E… ? Hvad tænker du?” spurgte hun.

”At du er fuckin sej er du! At du tør være ærlig og åbne for dette. At du er modig og et ganske forrygende menneske – Dét tænker jeg! Lige præcis kun dét!”

Jeg fik et meget lille ”på trods” smil.

”Sig noget” sagde hun og kiggede mig lige i øjnene.

”Må jeg sige hvad jeg tænker?” Spurgte jeg.

”Meget gerne” svarede hun tilbage, mens hun kiggede mig i øjnene.

”Tilde…… Tilde, hvad ville der ske hvis du slap dig selv fri? Hvem er du, hvis du slipper dig selv fri?”

Spørgsmålet gjorde et eller andet vildt. Hun slap øjenkontakten. Efter et lille stykke tid rettede hun sig op i stolen. Kiggede ned i gulvet. Lænede sig forover og satte begge albuer på hendes knæ og lagde hendes hage i den støtte hænderne lavede. Gal hun tænkte.

”Det..” sagde hun, ”Det er et rigtigt godt spørgsmål…… John E”

”Tak” sagde jeg tilbage.

Spørgsmålet gjorde et eller andet magisk. Om man tryller, er heldig eller bare dygtig er ikke så vigtigt, magi er magi er magi. Og magi er vildt når det folder sig ud.

Tilde sagde ikke noget men kiggede ud i rummet. Ikke fraværende men intenst. Hun smilede lige pludselig. Mega flotte tænder siger jeg bare.

”Wow” sagde hun. ”Bare wow…” Hun rejste sig… ”Øj jeg kan ikke helt være i mig selv lige nu… ” Hun smilede og tårerne løb. ”Wow” sagde hun mens hun gik lidt rundt og svingede med armene. Hun kiggede ud ad vinduet og ned på gaden. ”Pheeew” sagde hun. (mærkelig lyd, men det lød sådan)

”John E… du for vild…. ” sagde hun.

Teknisk sad jeg bare i min stol og kiggede på hende mens hun gik lidt rundt i lokalet.

Her startede en spændende rejse, som jeg ydmygt fik lov til at komme med på. Over et godt stykke tid (år om man vil) var vi igennem mange vilde ting. Forandringer om man vil.

Vi talte ind i hvad det vil sige at være feminin, være sexet, klæde sig feminint, klæde sig i tæt siddende tøj (Tilde hjemmetrænede/hjemmetræner hver dag. Hun har en krop mange vil misunde hende, i hendes egent optik har hun for store arme og for meget fedt på maven. Intet af dette er på nogen måde rigtigt)

Det blev en lang rejse. Når vi taler om det i dag, kan vi godt nogle gange glemme de bump vi ramte, de tårer der kom ud, frustrationen over ikke at kende til det som syntes indlysende for alle andre unge damer. Men vi glemmer ikke de mange sejrer og ikke mindst at vi kom i mål.

Her kommer lidt, og ikke i prioriteret rækkefølge, om nogle af de mange ting vi var igennem. Det kan virke simpelt lidt det hele, og simpelt beskrevet, men tro mig, intet af understående var nemt eller simpelt for Tilde. Intet.

Det var en lang (og modig kamp – om ubetinget at ville sig selv) kamp. Og for nu at være helt ærligt, var jeg en del gange på ”udebane” i de emner vi talte om, men sammen klarede vi os igennem.

• Smile generelt
  • Jeg spurgte hende om hvorfor hun ikke smilede noget mere. ”Det gør jeg da også” sagde hun. Da vi talte ind i dette, blev hun først ked af det, for hun syntes hun smilede, hvilket hun ikke gjorde. Tilde havde altid en lille stram mund. Da jeg udfordrede hende på at smile til mennesker, også mennesker hun ikke kendte, og ikke mindst ligge mærke til deres modreaktion var det lidt vildt når hun kom og fortalte om dette. ”De smiler jo tilbage John E, de smiler tilbage…”
    En dag sagde hun også: ”John E… jeg er øm i mine kinder fordi jeg er begyndt at smile…. Det faktisk din skyld…!” sagde hun og smilede og kørte henholdsvis pege- og tommelfinger op på hver side af kindbenene.
• Sexet/feminin
  • Jeg tror sjældent jeg har talt så meget med et andet menneske om disse to begreber, som jeg har med Tilde. Vi fandt ud af, at det måske faktisk er to forskellige ting. Da vi fik defineret feminin for os, Tilde mest, blev det lidt en rejse dels klæde sig feminint og dels finde en feminin stil hun kunne være i. Bruge make up uden at det var for meget og ikke mindst for lidt og ja en stor del mere.
• Venner
  • Vi udfordrede hende på, at hun skulle både prøve at smile til hendes studiekammerater, men også forsigtigt prøve at komme med i nogle studiegrupper. Og på sigt selv inviterer andre ind og ikke mindst også hjem til hende selv. Succeserne i denne udfordring gav selvtillid i mange mange af de andre udfordringer vi arbejdede med.
• Crop top – vise mave
  • På en eller anden måde var det at vise mave feminint for Tilde, og blev derfor også en ting vi udfordrede. Hun syntes selv hun havde for meget fedt på maven, hvilket hun på ingen måde havde… Hun kom over et par gange på mit kontor, med nogle toppe som jeg skulle være med til at ”godkende.” Lidt om farver og hvordan de sad og om skuldrene og barmen så ok ud… Den måtte ikke være nedringet og vi havde reelt en dialog om brysterne måtte vises (altså under toppen) uden at være spændt op i en stram sports-bh, eller om det gik med en lille bh.
    Og ikke mindst det der med, at andre kunne se maven. En dag fandt vi den rigtige top og hun insisterede på, at tage den på da hun skulle hjem. Hos mig kunne vi se lidt af maven.
    Da hun kom gangen efter grinede hun lidt og sagde: ”Lige så snart jeg kom ud på vejen, brugte jeg min ene hånd til hele tiden at trække toppen ned til buksekanten… hele vejen hjem” Hun øvede og øvede i at vise mave og til sidst kunne hun gå rundt ”med maven bar.” So to speak.

• Håret ud
  • Jeg troede reelt Tilde havde lyst hår. Det så lyst ud og var, den gang, altid sat meget stramt op i en hestehale. (hvis nogen kan huske Rit Bjerregård)
    Vi havde fundet frem til, at det kunne være meget feminint at svinge med håret, og sådan sætte ”det op” forskelligt. Trække det hen over hovedet på den ene og den anden måde.
    Jeg sagde en dag: ”Tilde du har jo så fint lyst hår….”
    ”VENT” sagde hun. Det er ikke lyst – jeg er ginger.
    ”Øhh men det ser jo lyst ud” sagde jeg. ”Jeg har farvet det, for jeg har ønsket at ændre det til den jeg ikke var…”
    ”Jeg tror aldrig jeg farver mit hår mere…. Nu vil jeg bare være mig selv.”
    Tilde har det vildeste ginger garn – hun har i dag farvet håret tilbage, så hun kan være sig selv. Det ligner reelt et (hår) garn fra en shampoo reklame.. de der hvor de svinger med håret. Vanvittig flot mørkt ræverødt.
• Smile til det modsatte køn
  • Denne her var svær… Selvtillid mm. var i bund og i starten turde hun ikke gøre det. Første skridt var, i situationen…. bare at tænke på at gøre det. Næste skridt var at gøre det. Næste skridt var at blive i det. Osv. Det er stadig ikke helt nemt, men nu kan hun smile til ”det andet” køn, uden at det bliver akavet.
    Det kræver dog en stor bevidsthed omkring det. At smile til drenge.
• Forelskelse
  • ”Jeg tror jeg er syg…” sagde Tilde en dag. ”Hvad sker der?” spurgte jeg. ”Jeg fik øjenkontakt med ham underviseren (på lægestudiet underviser ældre studerende de yngre) og jeg fastholdte blikket som vi har aftalt…. Så snurrede det vildt i maven og jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Jeg har haft det sådan lige siden… virkelig mærkelig fornemmelse…” Sagde hun og kiggede forvirret ned i gulvet.
    ”Hvorfor smiler du..?” sagde hun. ”Det sgu da ikke sjovt at være syg… Gider du ikke holde op…”
    ”Undskyld” sagde jeg. ”Må jeg sige hvad jeg tænker?”
    Tilde oplevede hendes første forelskelse i en alder af 25 år. Jeg er kæmpe ydmyg over at få lov til, at komme med på sådanne rejser. Det er vildt, smukt og megasødt.
    Hun ville først ikke tro på det var forelskelse, for det ville aldrig ske for hende. Hun indrømmede dog, at hun tænkte en del på ham underviseren, men hun var sikker på, at det ikke hang sammen.
    ”Jeg gider OVERHOVEDET ikke være forelsket mere…” sagde hun en dag hun kom ind. ”Det er noget crap, jeg kan ikke koncentrere mig, mit hjerte banker og jeg kan næsten ikke sove. Hvordan stopper man det?”
    ”Hold med at smile af mig…” sagde hun.
• Første date
  • ”JEG SKRIVER OG AFLYSER. Det går ikke og jeg vil ikke. Og han kan ikke li mig. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Og jeg ved det bliver en fiasko. Jeg aflyser!”
    ”Rolig nu..” sagde jeg. Tilde skulle på hendes første rigtige date i en alder af 25. Hun var meget bevidst om hendes manglende erfaringer ud i dette, og syntes at det var det pinligste i hele verden.
    Vi talte om rigtig mange ting. Tøj, make up, hår, sko, hvad man kan tale om, hvad man ikke skal tale om, hvordan man kommer uden om, at man ikke har seksuel erfaring i en alder af 25, hvordan man small talker, hvordan man langsomt dykker ned i lidt dybere emner… og ja lidt til.
    ”Må jeg spørge dig om en ting?” Spurgte Tilde. Hendes tonation afslørede at det var vigtigt det der kom.
    ”Ja selvfølgelig… det ved du” svarede jeg.
    ”Vil du være der for mig?” ”Øøøh Tilde altid… det ved du. Men hvad præcist mener du?” spurgte jeg.
    ”Må jeg ringe eller sms´e dig på aftenen… altså du ved, hvis det går galt, eller jeg ikke ved hvad jeg skal sige.”  ”Tilde for fanden.. det ved du sgu da jeg vil. Ja selvfølgelig. Jeg har min telefon hos mig hele tiden på aftenen, det lover jeg.”
    ”Tak” sagde hun.
    Hun hverken ringede eller skrev på aftenen 🙂

• Første seksuelle oplevelse
  • Tilde kom ind, satte sig i hendes stol og sagde: ”Der er noget jeg skal sige til dig. Det er vigtigt!”
    ”Han ringede til mig på min aftenvagt i lørdags, og spurgte om han måtte køre mig hjem. Jeg blev lidt forvirret, for jeg var jo på arbejde, men jeg sagde ja. Han hentede mig kl. 0100 ved hospitalets hovedindgang og vi kørte rundt, først lidt inde i byen og så ud på strandvejen. Vi hyggede os og tiden gik hurtigt. Så spurgte han mig om jeg ville med hjem til ham og sove. Øj hvor blev jeg nervøs, men jeg havde også lyst til det. Så jeg sagde ja….”
    Tilde trak vejret, kiggede ned og så op igen på mig.
    ”Da vi vågnede var det som om, det var helt naturligt, som om vi havde vågnet sammen mange gange før. Og vi spise morgenmad sammen og han kørte mig hjem. Da vi kom hjem til mig, kom han over i min side og åbnede døren for mig.. og vi kyssede hinanden farvel. Jeg skal over til ham i aften…” sagde hun afslutningsvis.
    ”Hvor dejlig en historie Tilde” sagde jeg. ”Må jeg spørge om et lidt personligt spørgsmål?” spurgte jeg. ”Ja selvfølgelig…” sagde hun tilbage.
    ”Der i lørdags.. var I også intime sammen?”
    ”Ja!” sagde hun uden at tøve. ”Hvordan var det for dig, sådan at være ja helt nøgen med et andet menneske?” spurgte jeg.
    ”Det var dejligt John E. Det var dejligt og naturligt. Og jeg er glad!”

 

”Hvordan fåk kan du huske alt det?” sagde Tilde mens hun læste og læste. Smilede, kiggede op, til siden og på mig og så ned i papirerne hun sad med. Og så læste hun lidt mere.

Vi ses stadig Tilde og jeg. Sådan hver måned eller hver anden måned. Lidt efter hvad hun har behov for. Hun er næsten færdig med hendes studie. Hun har en kæreste og er i dag lige præcis den kvinde hun gerne vil være. En ung sej feminin kvinde.

Med håret slået ud.

Hun flytter sammen med hendes kæreste om et par måneder.

Der er en del pointer i historien synes jeg. Den er ganske fin også, synes jeg. En af de vigtigste ting er, at man skal tænke over de prædikater man giver andre.

De kan nemlig blive til virkelighed.

#ydmyg