#16
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Om at få en hashpsykose – men også om hvordan man kan kæmpe sig tilbage i livet, og om at ville det!
”Vi skal ikke hjem.. …. Vi skal videre ”
” Kan du tale med min søn, han er 16 år og er lige blevet smidt ud af gymnasiet…. Kan du hjælpe?” Spurgte faren i telefonen.
Det er nu mange år siden, i skrivende stund 6 år siden (´24), men jeg husker tydeligt den nervøse stemme i telefonen.
”Ja selvfølgelig!” sagde jeg, ”Det er jo det jeg laver.” Det er så åndsvagt vigtigt for mig med det samme at skabe tryghed når et nervøst menneske rækker ud – så derfor et stort JA!
Faren fortalte lidt om hvad det handlede om, vist nok lidt for meget hash og alkohol, men det var også det.
Vi satte et møde op mellem mig og hans søn Oscar (navn ændret, historie gengivet med tilladelse) kom ind et par dage efter.
Det blev en af de lidt vilde historier, heldigvis med et godt udkomme. Historien startede for mange år siden, og i dag ser jeg stadig på månedsbasis Oscar. Han er i dag om nogen et forbillede for andre.. han ved det bare ikke J
Oscar kom ind på kontoret og det viste sig, at faren måske ikke havde fortalt hele sandheden. Eller måske endda forstået denne. Oscar var brudt sammen på skolen, i døren på skolen og han vidste ikke om han var på vej ind eller ud af denne.
Gode mennesker fik ham på kontoret og her blev han hentet af far. Familien vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre, og derfor rakte de ud til mig.
Oscar og jeg startede forløbet op. Han er en ganske forrygende ung fyr. Men i de første samtaler var der noget, der på ingen måde hang sammen i Oscar fortælling.
Eller alt var faktisk pænt usammenhængende. Øjnene flakkede og fra tid til anden talte han lidt i tåger og kunne ofte ikke huske 7 minutter tilbage i samtalen.
Jeg blev ret nervøs for hans ve og vel.
Oscar var ærlig, men havde selv svært ved helt at huske alt. Det viste sig stille og roligt, at den unge mand havde, og havde haft, et voldsomt weekend misbrug. Først af hash og alkohol, men siden også udviklet på dette misbrug. Kulminerende ved en Festival. Cocktailen stod på lidt af alt hvad man nu kan skrabe til sig af stoffer på en festival, det hele skyllet ned med øl og andet godt.
Det er sådan når man er i forløb hos mig, så er jeg der for den enkelte, som i ”Jeg er der!! 100% i hele forløbet. Man kommer ikke til at være alene!”
Men det er ikke altid jeg har alle kompetencer, så jeg skønnede at der udover mig skulle nogle andre kræfter på banen også.
Vi fik Oscar til læge og speciallæge og så kom ”dommen.” Oscar havde ramt en hashpsykose.
Det er ganske voldsomt!
Jeg har oplevet mennesker der ikke er kommet ud af en sådan, og omvendt, oplever jeg igen og igen mennesker komme videre fra en hash-psykose. Det kræver hårdt arbejde og en vedholdende tro på, at det kan lykkes, både for den enkelte men også for den der får lov at støtte.
Jeg har en uendelig tro på menneskets potentiale og jeg giver ikke op på andres vegne. Og så er jeg tålmodig og kan se og forstå det lange perspektiv. Og ikke mindst jeg husker de sejrer man kommer igennem og kan hele tiden tage fat i dem hvis coachee skulle begynde at tvivle på sig selv….
Så vi gik i gang. Vi havde læger med i baggrunden, og med familien afstemte vi en lang række ting.
Oscar og jeg satte en lang række parametre op for hvad der skulle være på plads, førend han var ude at denne psykose og ikke mindst klar til livet.
Nogle få af disse var:
- Kunne fokusere
- Ikke have skygger i øjnene (en eller anden bieffekt af hashpsykose, at man ser en slags dobbelt)
- At kunne sove
- Ikke at være svimmel
- Og en mængde mere
Endvidere satte vi noget fremtid på, forstået på den måde, at når Oscar var ude af psykosen, var det ganske enkelt sådan at:
”Vi skal videre skal vi, vi skal ikke hjem.”
Fremtiden, målet, blev en gymnasial (en HF) uddannelse over flere år og i rette doser og herefter en forretningsuddannelse på CBS.
Vi regnede lidt på det, og grinede lidt af det, da vi kunne regne ud, at Oscar ville være pænt over gennemsnitsalderen på CBS, når han skulle starte her.
I min verden er det supervigtigt, at man i lidt håbløse svære situationer også har nogle positive og meningsgivende mål ude i fremtiden. Ellers kan det hurtigt blive lidt sort.
For at det skal give mening, at komme frem til mål ude i fremtiden, er man nødt til at ”brække det ned” og dele det op i mindre realistiske bidder. Delmål om man vil.
På den måde indløser man hele tiden mindre mål mod det større mål.
At indløse en mindre mål, kan i svære perioder være enormt energigivende.
Endvidere er det vigtigt, at man tager hjernen alvorligt og giver den plads og tid til at komme tilbage. Heldigvis er denne enormt plastisk og selvom den får tæv nogle gange, kommer den ofte tilbage hvis den får ja tid, ro og plads.
Så Oscar fik mange ”mærkelige” opgaver med sig fra mig, og som coach lyttede jeg ind til, hvilke af disse opgaver der havde størst impact ift fremgang for Oscar.
Når man så er i gang med forløbet samler jeg som coach det hele, og sørger for en tydelig fremgang for coachee. At nå delmål, at få lavet de ”mærkelige” opgaver osv osv.
Målet var her, hele tiden det overordnede mål, at blive rask og ikke mindst komme videre. Men et skridt ad gangen.
Af mærkelige opgaver fra coachen var blandt andet:
- Meditation
- Bygge korthuse
- Male malerier
- Langsomt bygge en fysisk form op
- Og meget meget mere og det hele samlet i en fin struktur
Og så hele tiden sørge for at coachee er på rette spor. Selvfølgelig fejler man, men man gør det sammen med mig, og så bruger vi fejlen som læring. Og bliver klogere og dermed dygtigere.
Der kom flere fejl undervejs, men Oscar var supersej og ærlig at række ud når de var store. At fortælle om dem og ikke mindst rejse sig igen, og komme videre.
Det er blevet et forløb nu over mange år og vi er nu ved at være i mål. Oscar er kommet i kontrol med sig selv, dette via åndsvagt mange udfordringer jeg har givet ham, og ikke mindst en vanvittig vilje til, at ville sig selv og sit liv.
Jeg er så stolt af Oscar og den måde han hele tiden har valgt sig selv til, valgt livet og tydeligt valgt at ”Vi skal videre, vi skal ikke hjem”
I perioder hvor det har været svært, har jeg garanteret Oscar at vi kommer i mål. Han tog på højskole, kom i gang med jobs, flere ad gangen faktisk og fik overskud. Lærte også hvilke jobs han ikke skulle have.
Den unge mand fik initiativet tilbage til livet og i forløbet ”kom han til,” at blive fodboldtræner og oprettede et helt nyt seniorfodboldhold i hans lokale by.
For nylig kom han til også at tage verden rundt.
Er vi helt i mål med de fysiske skavanker psykosen forårsagede? Sådan ca. 90-95% tænker jeg, og jeg ved vi kommer 100% i mål.
”Vi skal ikke hjem – vi skal videre” i livet skal vi!
Oscar starter på CBS til sommer 2024.
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”