#25
Et lille ægte juleeventyr fra coachens (min) verden…
Den ligger lidt hårdt ud, men ender så fint. Og det var i sidste uge endda… God jul derude til alle jer fra mig!
”Min far kastede mig hen ad gulvet, kom hen og løftede mig op og smed mig ind i væggen så jeg faldt ned på sofaen, jeg kan huske endnu hvor ondt det gjorde da mit hoved ramte armlænet. Min søster sad og græd og min mor gik ud af stuen. Jeg var 7 år…..”
Den kæmpestore fyr sad og kiggede på mig. Han sagde ikke noget efter han havde sagt denne vilde sætning. Som om han ventede på, at jeg skulle sige noget.. men også som om han prøvede mig lidt af.
”Siden jeg var 12 har jeg ikke boet hjemme, jeg stak af. Fra jeg var 15 år og indtil for 14 måneder siden, har jeg enten boet på gaden eller hos venner.”
”Jeg har været 100% clean i 14 måneder!”
Så var vi ligesom i gang.
”Hvad fanden skal jeg snakke om med ham der? Fuckin 60 minutter… Det ved jeg simpelthen ikke om jeg gider…” Mads talte med en meget høj dyb stemme.
Hvad han ikke vidste var, det var at døren var gået lidt op, så jeg kunne høre hvad han talte med lærer Rasmus om. ”Helt ærligt Rasmus… kan jeg ikke bare lade være?”
”Gi det nu en chance” sagde lærer Rasmus. ”Ok så….” sagde Mads. ”Men forvent jeg hurtigt kommer tilbage til undervisningen, jeg gider ikke rigtigt det der…….snak.”
Han bankede på, igen uden at notere sig at døren faktisk stod åben. Vi hilste og han kom ind og satte sig. Gal han var stor. Kombineret med et kæmpestort skæg gjorde, at han så sådan nærmeste lidt frygtindgydende ud.
”Velkommen til mit ”kontor” sagde jeg. Jeg var ude på en ekstern opgave som konsulent, hvor jeg er tilknyttet en række mennesker, som får mulighed for at møde en som mig på ugentligt basis.
Jeg starter altid, når jeg møder et nyt menneske, med at præsentere mig selv. I denne præsentation siger jeg også, at jeg har tavshedspligt. For nogen kan det synes indlysende, og for andre er det bare godt at få at vide.
”Hvem er du?” spurgte jeg. Vi talte lidt frem og tilbage i et par minutter. Han prøvede at presse mig, noget a la: jeg var jo sådan en smart en der vidste alt.
”Jeg ved absolut ingenting…” sagde.
”Men du har vel svar på alt… !” sagde han lettere angribende.
”Jeg ved sgu ikke så meget…” sagde jeg, ”Jeg er mere sådan en der lytter lidt… og stiller nogle få spørgsmål…”
Han smilede lidt bedrevidende, lænede sig tilbage i stolen og lagde hænderne på hans lidt for store mave. Han prøvede mig en del af. Det var lidt hyggeligt. Langsomt begyndte dialogen at køre, og vi talte lidt frem og tilbage.
”Fuck det… ” sagde han lidt pludseligt. ”Fuck det.. nu vælger jeg at tro på dig… du sagde jo tavshedspligt…”
”Selvfølgelig…” svarede jeg.
Mads foldede en vild historie ud. Han stak af hjemmefra som 12-årig. Daglige tæsk, sådan helt bogstaveligt, til ham og hans søster mm. gjorde livet uudholdeligt derhjemme. En skole der aldrig helt forstod omfanget af det der foregik, og et system der svigtede.
Han måtte redde sig selv.
Som 15-årig mødte han et fællesskab der greb ham, og gjorde ham til en del af ”familien.”
Det fællesskab han aldrig havde fået derhjemme eller andre steder, fik han her. Han kom også i fængsel på grund af dette fællesskab og han fik lavet en masse lort. Det var en del af, at være ”med” i fællesskabet. Han skylder voldmange penge til staten.
Han er i gang med at skabe sig det liv, han aldrig fik tilbudt i hans barndom.
Han arbejder intenst på at forlade hans ”fællesskab.”
Det er ikke helt ufarligt.
I dag er han 28 år.
”Puhh nu kan jeg ikke mere…” sagde han. ”Fuck hvor er det hårdt at tale…” Vi havde talt sammen her den første gang i små 40 minutter.
”Jeg tror aldrig jeg har talt så dybt med et andet menneske… Tak! Men nu kan jeg altså ikke mere….Fuck jeg sveder”
”Det er fint Mads” sagde jeg.
”Jeg vil rigtig gerne se dig i næste uge…Det var rart at få talt…. med nogen” sagde han med et smil.
”Jeg skal se min søster…..for første gang i 10 år tror jeg…. Hvad fanden skal jeg gøre…?” Det var hans intro til vores andet møde.. Så var vi lige som i gang.
”Altså sig noget mere…” sagde jeg.
”Ja altså… vi har skrevet lidt frem og tilbage og nu skal jeg hjem til hende. Og hendes søn. Det er min lillesøster.”
De havde ikke set hinanden i disse mange år, fordi Mads for ti år siden havde genbesøgt hans barndomshjem for, at tage hævn over hans far.
”Hun har set noget være rod… ” som han sagde. ”Det var jo ikke meningen, men det gik hurtigt dengang og så lå min far der…. Hun skulle ikke have set det… Jeg var jo blevet meget stærkere og større end ham”
”Hvad skal jeg sige til hende…?” spurgte han.
”Hvad har I aftalt?” spurgte jeg.
”Bare at jeg kommer hjem til hende….”
”Og du har ikke set hende i 10 år?”
”Korrekt” svarede han. ”Fuck det..” sagde han. ”Jeg tager sgu bare hjem til hende….”
Mads låste sig lidt fast på denne ”løsning,” og så var det sådan det blev.
”Hvordan gik det i weekenden?” spurgte jeg.
”Det gik af røv…. Hun har jo set noget lort, som jeg har lavet… Det var ligesom der vi startede… Der gik 7 minutter så skændtes vi… Så gik der 2 minutter mere.. så skred jeg”
Mads´s konfliktberedskab var/er nærmest ikke eksisterende. En konflikt løses for Mads, inden vi begyndte at tale ind i det, på en af følgende måder: Jeg får ret, jeg smadrer ham, jeg skrider, han smadrer mig, jeg ringer til min familie og vi vinder….
Det virker bare ikke helt, når det er ens søster og der er ualmindelig mange følelser på banen.
Så bliver man sat lidt til vægs og mangler løsninger.
Mads har grundlæggende ikke lært, at kommunikere ganske almindeligt med andre mennesker. Han har ”kun” lært at overleve. Dette er han sig selv pinligt bevidst. Han ved at hans måde at kommunikere på er ”ikke konstruktiv,” men han ved ikke hvordan han ellers skal gøre.
”Kunne du tænke dig at se hende igen?” spurgte jeg.
”Ja.. men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Og jeg er rimelig sikker på hun ikke vil se mig….”
Må jeg sige hvad jeg tænker?” spurgte jeg.
”Du må sige alt.. ” sagde han. Egentlig vildt nok, det var kun vores andet møde.
Vi lavede en plan. Han var usikker på den, men omvendt ville han gerne genoprette kontakt til hans søster.
Vi aftalte at han skulle tage fat i hende igen, og spørge om hun ikke ”for hans skyld” bare ville gå en tur med ham.
Det virkede og de mødtes ved Damhussøen. Der hvor engen er lidt større end andre steder.
De mødtes og han sagde hej. Det der med at kramme var han ikke klar til endnu. Så begyndte de at gå ved siden af hinanden.
Jeg kunne høre skridtene på grusstien, og at de ikke talte sammen.
”Spørg hende hvordan hun har det” sagde jeg i min telefon.
”Hvordan har du det?” spurgte han forsigtigt.
”Hvad mener du?” sagde hans søster lidt skarpt sådan nærmest mistænksomt.
”Igen… ” sagde jeg. ”Spørg hende igen, sådan forsigtigt… hvordan har du det?”
Han gentog sætningen, som jeg sagde han skulle.
Ingen sagde noget et lille stykke tid. De gik bare.
”Jeg har det nogenlunde ok…” sagde hans søster. ”Sådan nogenlunde…”
Sig: ”Det er dejligt at høre…..”
Jeg kunne høre han gentog mine ord. Så blev der stille igen og de gik der ”some where” ved Damhussøen.
”Spørg til hendes søn” sagde jeg. Det gjorde han og langsomt langsomt begyndte en fin dialog at finde sted.
Hver gang det gik i stå, når han manglede ord eller han begyndte at blive offensiv (næsten aggressiv) kastede jeg mig ind i kampen og sagde ”rolig nu eller back of,” og kom med forslag til, hvad han skulle sige.
Vores plan lykkedes, og Mads og hans søster havde for første gang i mange år en helt almindelig dialog. Det var rørende og ganske fint at få lov til at være med til.
Jeg sad på mit kontor og var inde i hans øre via en air pod.
”John-Erik… jeg har et umuligt ønske….”
”Kom med det Mads” sagde jeg.
Vi var godt i gang med vores sessioner. Fra tid til anden i disse sessioner måtte vi holde en ”gå tur pause.” Tanker og refleksioner blev for krævende for Mads, og vi måtte lige ”trække vejret.” Oftest gennem en cigaret.
”Jeg ved det er helt umuligt…. men jeg kunne godt tænke mig at holde jul med min søster og hendes søn. John-Erik…
Jeg har aldrig holdt jul med nogen før.
Jeg havde bare behov for at sige det… Det kunne være så fedt så fedt… ”
Han græd lidt. ”Jeg har fuckin ikke grædt i 20 år…” sagde han og snøftede. ”Det din fuckin skyld… ” sagde han og smilede lidt.
”Hvad betyder der at holde jul?” spurgte jeg.
”Altså… man mødes.. gør man ikke? Og så hygger man.. ikke? Spiser mad og giver gaver…? Man skal vel også have et juletræ ikke? Hvad bruger man egentlig træet til?”
Inden i mig selv græd jeg lidt. Jeg viste det ikke. Her sad et ungt menneske og havde ingen ide om, hvad en juleaften for de fleste mennesker indebar. Hans juleaftner gik med en anden slags sne end julemandens, med ”venner” og øl med gashåndtag.
Hans referencerammer ift en familiejuleaften var lidt fra film, og lidt fra hvad han havde hørt fra venner. Men han kunne ikke stykke det sammen.
”Skal vi holde jul hos din søster?” spurgte jeg….
”Fuck ja.. ” sagde han og smilede bredt i hele ansigtet.
”Men hvordan f… gør jeg det?”
Vi lavede en lille plan. Han skulle sende en sms til hende. Jeg hjalp lidt med formulering. Vi skrev den sammen. Han kunne reelt ikke trykke på ”send” knappen. Det var for svært for ham.
”Her” sagde han og gav mig telefonen hen over bordet.
Jeg trykkede på send.
”kære søs
Jeg ved det er mærkeligt. Jeg har aldrig holdt jul med nogen før. Jeg kan ikke huske noget fra vores barndom. Jeg vil gerne holde jul med nogen jeg kender og kan li. Vil du holde jul sammen med mig?
Hilsen Mads”
Så sad vi der og kiggede på hinanden. Jeg havde hans telefon i hånden. Vildt mærkelig stemning der i rummet. Jeg tog ikke tid. Vi sad bare.
”Kliing” telefonen snurrede i min hånd. Vi kiggede på hinanden og vi kiggede ned på telefonen i min hånd. Den lå med fronten ned ad. Vi kiggede på hinanden igen. Fuck.
Jeg rakte langsomt min hånd frem mod ham. Åbnede denne så han kunne tage telefonen. Han tog den op. Drejede den rundt….
”ja” stod der. Ikke andet.
At se en (tidligere) rocker bryde sammen er sin sag. Han kunne slet ikke være i sig selv. Jeg fandt lidt papir så han kunne tørre næsen.
”John-Erik.. hvordan fuck laver man flæskesteg….?” Det var Mads, han ringede. ”Nu har jeg købt juletræ… Er du klar over hvor dyrt det er.. jeg går her med en flæskesteg og juletræ… jeg har købt gaver… til min nevø og ja min søster. God ide med øreringe. Men… forfanden.. hvordan laver man flæskesteg…?”
De var nødt til at holde juleaften før juleaften. Det var i lørdags.
Det blev lidt nærmest feel good filmisk det hele. Men.. der er jo en grund til man laver film om sådanne ting.. Ingen røg uden en brand tror jeg man siger.
For Mads var det ikke en film, det var virkelig virkeligt. Feel good eller ej….
Jeg er sikker på at han havde en juleaften, der måske ikke helt minder om din og min juleaften. Jeg er også sikker på, at han havde en god juleaften. Med hans rigtige familie. Og jeg er 100% sikker på, at han var glad.
Jeg skal ses med ham først i det nye år.
#godjul
Jeg spurgte ham om jeg måtte fortælle historien. ”Det må du…” sagde han højt. ”Du må bare ikke bruge mit navn.
Således forstået og gjort.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej. Der er meget der skal læres.
Jeg giver aldrig op på mennesker.
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”