#2 Untold good stories
– små hverdagsmirakler
Grethe – eller en lille historie om venskab
I min familie har vi, lige som i så mange familier, en hund. En lille en af slagsen, men med et alt for stort ego. En sådan hund skal luftes og selv om det til tider kan synes træls på grund af vejret, holder jeg faktisk af vores aftentur.
For et par år siden passerede vi næsten altid på denne aftentur, en meget gammel dame. Jeg var ikke i tvivl om, at det var den samme gamle dame, da hun havde et yderst specielt kendetegn. Hendes ben gik som bogstavet V lagt ned på siden. Ikke at de bøjede sig i forbindelse med knæets naturlige retning, men derimod til siden.
Dette handicap gjorde, at den ældre dame gik meget meget langsomt. En af de første grunde til at jeg lagde til at hun gik så langsomt var, at jeg kunne passere hende på vej mod Østerport station i København, gå en relativ lang tur og så passere hende igen når jeg var på vej den modsatte vej, hvor hun stadig var på vej i samme retning mod Toldbodgade.
Den ældre dame havde problemer med at komme op og ned ved kantstenene. Det tog hende lang tid at få justeret når hun stod der foran disse, i forhold til at få den rette koordination. Yderligere så jeg hende ofte om aftenen når det var blevet mørkt.
En aften, da hun netop stod ved en sådan kantsten, besluttede jeg mig for at sige ”Hej” Hun fuldstændig ignorerede mit ”Hej” og gik ud på vejen.
Aftenen efter mødte jeg hende igen og sagde så ”Hej” igen og det samme skete. Ingen reaktion. Dette skete yderligere et par gange, med samme resultat.
En aften i forlængelse af disse aftner havde vejret skiftet og denne aften var vejret koldt, det stormede og var nærmest truende. Igen mødte jeg damen og igen stod hun og koncentrerede sig om sin koordination, fordi hun var på vej over vejen.
Omstændighederne taget i betragtning valgte jeg dels at tilbyde min assistance og dels at tilbyde at følge hende hjem, da det hele så noget usikkert ud. Jeg fik et relativt vredt svar, at det skulle jeg ikke.
Jeg valgte dog at blive, for at kunne assistere, hvis den ældre dame skulle falde. Jeg sagde højt, at uanset hvad, så ville jeg følge hende, indtil jeg var sikker på at hun var kommet godt hjem. Hun kunne jo ikke forhindre mig i at gå ved siden af hende.
Herefter accepterede damen nådigst, at jeg fulgte hende. Jeg præsenterede mig og hun præsenterede sig. Grethe, 87 år.
Her startede et lille hyggeligt venskab.
Hver gang jeg fremover mødte Grethe, slog vi følge og Grethe fortalte hvad hun oplevede. Grethe havde en datter på 66 år og et hav af børnebørn.
Vi havde masser af tid, for lige så skarp Grethe var i hovedet, lige så langsomt gik hun på hendes meget skæve ben.
Ved kantstenene fik jeg nu nådigst lov at være støtte for hende og når vi passerede fodgængerovergangen i Amaliegade var vi altid ekstra opmærksomme. De hvide striber kunne godt, i deres højde, snyde Grethe lidt og få hende til at komme ud af balance.
Grethe fortalte, at hun var født og opvokset i Toldbodgade, der for dem der ikke skulle vide det, ligger i forbindelse med Amalienborg. Grethes far havde været smed og haft heste i det hus hun nu boede i. Et hav af konger, dronninger, prinser og prinsesser havde passeret forbi huset. Krigen havde raset, men huset i Toldbodgade bestået.
Nogle gange fortalte Grethe, at hun havde soldet lidt. Hun havde stavret op til St. Kongensgade, taget bussen indtil Rådhusarkaden, hvor hun i Irma havde købt to øl og en frikadelle. Derefter havde hun taget S-toget til Østerport station, hvor hun så satte sig på bænken og nød hverdagen og solen passere langsomt forbi. Herefter gik hun i sit vante tempo fra Østerport og ned til Toldbodgade. Andre gange havde Grethe fået flæskesteg og rødkål og stak i et fantastisk grin over at have fået dette før jul.
Onsdagene var vigtige for Grethe.
Om onsdagen var der Onsdagsjazz i baren på Østerport station. Her troppede Grethe op hos Ole og nød nogle timers traditionel jazz og en øl.
Jeg prøvede at time mine turer således, at jeg mødte hende gående på vej hjem.
En dag spurgte jeg hvorfor hun ikke tog bussen hjem, hvortil hun med hendes skarpe og smukke øjne hvilene på mig svarede ”hvorfor skulle jeg det? Jeg nyder at gå denne vej selv om jeg bliver lidt træt engang i mellem”
En tirsdag aften mødte jeg hende.. hun virkede lidt træt og mut og jeg spurgte om alt var okay. Det var det, men hun savnede lidt sine venner der alle var døde og der var ligesom ikke noget vigtigt at leve for.
Jeg sagde med det samme, at i morgen jo var onsdag og at hun var ventet på Østerport station. ”Ja” svarede hun, med øjne der straks lyste op i hendes rynkede og kloge ansigt, ”det er det bedste” og så gik der et lille øjeblik hvorefter hun smilede til mig og tilføjede… ”og så mine gåture med dig!”
Vores ture fortsatte og Grethe fortalte mange historier om sit lange liv i Toldbodgade. Det var altid hyggeligt og vi sagde godnat der foran porten hvor hun boede.
Så pludselig så jeg hende ikke mere. Jeg tænker at hun er sovet stille ind i hendes egen verden. Et langt liv endt stille og roligt samt et lille rart venskab som kun Grethe og jeg kendte.
Jeg tænker nogle gange.. og det hele startede med et ”Hej”
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”