#1 Untold good stories ​
– små hverdagsmirakler

Han døde ganske enkelt for anden gang i sit liv den dag, og hang nu med hovedet nedad der i vandet. Fordi han var død, trak han ikke vejret. Så han druknede ikke!

Lars Strandlyst

Så udløste den et stød. ”Jeg mærkede slaget fra min ICD (en slags pace maker)… det gjorde ondt af helvedes til. Det slog igen og jeg vågnede…. Men det var vildt mærkeligt. Jeg kunne høre lyde, men det lød mærkeligt. Jeg kunne ikke trække vejret…. jeg kunne ikke få luft…. Så gik det op for mig at jeg var under vandet. Jeg prøvede at spytte noget ud af munden, men hver gang jeg åbnede munden, kom der vand ind”

Min gamle håndboldtræner Jørn B, havde lige præcis den dag i lillebyen besluttet sig for at gå en tur i skoven i det fine sommervejr med sin hustru. Den lille by er begavet med en fin skov og en masse strand. Jeg ved lige præcis hvor han gik da følgende skete. Jørn er ud over at være politimand også uddannet i førstehjælp og svømmer en del i havet.

Lars Strandlyst er min sommerhusven. Lars er gift med sin hustru Marianne. Forrige sommer havde de guldbryllup. Lars er ualmindelig sej. Da han gik på pension, byggede han sammen med sin hustru, deres sommerhus således de kunne bo der resten af livet. Altså han gik op og ned ad en sti tusindvis af gange med det ene og det andet i en trillebør, der skulle til for at bygge deres fine sommerhus. Jeg ved det, for jeg så ham gå forbi ude på gangen foran min have, så ualmindeligt mange gange.

Man ved altid det er Lars der går ude på stien, for han fløjter højt og glad stort set altid når han går der.

Udover at bygge deres hus, er Lars meget aktiv og cykler og løber og roer kajak. Lars er kajakinstruktør og har uddannet mange mennesker i at ro i en sådan. Det sidste her i den lokale klub i lillebyen, hvor vi har sommerhus. Om nogen behersker han havet i sin kajak, at lave grønlændervendinger og komme op i kajakken når man falder i vandet og meget mere. Lars ynder at tage ud i sin kajak i ganske hårdt vejr og også gerne alene. ”Det er fint når det rusker lidt.” som han siger.

En sommerdag forrige sommer ville han som så ofte før, cykle en tur i skoven. Til en start gik det fint. Af sted langs stien ved stranden, stille og roligt gennem Troldestien i skoven og da den første sti til venstre kom, gik turen ad denne. Lars mærkede ikke noget usædvanligt og holdte et fint tempo der på hans cykel. Undervejs passerede Lars to mennesker, Jørn B og hans hustru. De hilste fint da de kender hinanden lidt. Ca. 350 meter inde i skoven, der hvor der oftest ikke kommer så mange mennesker, stoppede Lars´s hjerte med at slå og han faldt tungt til jorden.

Han dødede ganske enkelt og lå der helt alene.

Cirka 120 sekunder efter kom om hjørnet, hvis man kan sige det om at gå i en skov, Jørn B og hustru gående tilbage. Jørn havde fået en mærkelig fornemmelse i kroppen og valgte at vende om. Han gik i bogstavligste forstand ind i Lars´ lig som lå der.
Fordi Jørn B kan førstehjælp gik han straks i gang med at give livreddende førstehjælp, det der hedder hjertelungeredning – en kombination af hjertemassage for først at få gang i hjerte, og så at holde det i gang, og luftindblæsninger for at tilføre ilt til lungerne. Alt imens Jørn B udførte dette fine stykke arbejde, tog hans hustru kontakt til 112.

Det lykkedes mirakuløst for Jørn, at få gang i det gamle hjerte i Lars. Det begyndte at slå og Lars begyndte langsomt at trække vejret og en ambulance kom ualmindelig hurtigt til. Selvom det var langt ude i skoven hvor der lå mange træer, så var det af alle steder i skoven lige ved en vej.

Lars overlevede sin første død. Han blev med udrykning kørt på hospitalet og fik konstateret at det var en god ide at få indopereret en ICD (en slags pace maker). Efter et lille hospitalsophold kom Lars hjem i det hus han havde bygget til sin hustru og sig selv.

Lars er sej. Han trænede nu ude på stien hvor han før havde kørt med ting til deres hus. Der var efter hjertestoppet ikke fuld førlighed og styrke i kroppen og dette skulle genoptrænes. Han trænede. Øj hvor han trænede. Først med en blå rollator som støtte. Det gik vitterligt ikke hurtigt, men det gik fremad. Der er en svag hældning på stien og som han sagde når jeg mødte ham: ”Det er sgu lidt hårdt at gå op ad… men jeg skal nok klare det.” Langsomt langsomt kom han tilbage til fuld førlighed og begyndte at genoptage lidt hårdere fysisk træning. Lars og hustru blev enige om at løbeture og længere cykelture skulle der måske skrues ned for.

Men kajakken kunne Lars ikke slippe og han genoptog langsomt men sikkert denne sport. Både med venner men også solo. Hjertet mærkede han ikke så meget til, det gik blot sin gang og alt var godt i sommerhuset der i den lille by.

D.07.09.23 valgte Lars at tage ud på havet med sin kajak. Kajakklubben ligger med kaj ud til Noret centralt i lillebyen. Man skal lige ud af Noret for at komme ud på det åbne vand. Det nye spraydeck på kajakken sad godt til omkring underkroppen på Lars og dækkede til så der ikke kunne komme vand ned i kajakken. Det skinnede fint i solens stråler. Så padlede han ud på det åbne vand, med retning mod Lejeodden. Solen skinnede, vinden rev i håret og saltvandet sprang i hovedet på Lars.

Så døde han igen. For anden gang i sit liv.

Hjertet stoppede med at slå og Lars husker han tog sig til hjertet og så ikke mere. ”Det bedste og smukkeste sted at dø” som Lars selv sagde til mig.

En havkajak er ca. 5 meter lang og en halv meter bred.

Når hjertet stopper med at slå, falder blodtrykket med det samme. Hjernen får ikke blod/ilt og man mister bevidstheden inden for 3-10 sekunder. Musklerne bliver slappe og man ”falder sammen.” Man kan gispe lidt efter vejret derefter stopper vejrtrækningen helt.

Det skete for Lars.

I en havkajak sidder man med benene strakt frem og hoften ”låst fast.” Derfor blev Lars siddende, selvom han døde. Hans krop faldt sammen da han døde og efter ganske kort tid tippede kajakken og Lars lå med et, med hoved og overkrop nedad i vandet. Pagajen lå ved siden af kajakken der i vandet.

Fordi han var død, trak han ikke vejret. Derfor druknede han ikke!

En ICD (pacemaker) er typisk monteret under huden ved kravebenet. Via ledninger som går ind i et eller flere hjertekamre kan den sende et stød af sted. Den skal bruge ganske få sekunder på at analysere hvad der sker med hjertet. Når den vurderer, at nu er det nødvendigt med et stød, lader den lynhurtigt op og sender et stød dels ind i hjertet og dels ud i brystkassen. Som en slags indvendig hjertestarter.

Nogle gange går det meget hurtigt og andre gange kan det tage op til 15-20 sekunder. I dette tilfælde tog det lige præcis så lang tid, at Lars ikke nåede at gå i panik, eller andet.

Han lå ganske enkelt død, med armene over hovedet ned ad der i vandet.

Så udløste den et stød.

”Jeg mærkede slaget fra min ICD… det gjorde ondt af helvedes til i min brystkasse. Det slog igen og jeg vågnede…. Men det var vildt mærkeligt. Jeg kunne høre lyde men det lød mærkeligt. Sådan ligesom jeg havde noget for ørerne. Jeg kunne ikke trække vejret og jeg vidste ikke lige hvor jeg var.. jeg kunne ikke få luft…. Jeg kunne ikke spytte vandet ud af munden… Så gik det op for mig, at jeg var i vandet og min kajak var kæntret.

Han sad stramt spændt fast i kajakken på grund af det nye spraydeck. Der under vandet. På en eller anden måde var der helt stille.

Havde det nu været et hvilket som helst andet menneske var han måske gået i panik. Men det var Lars, en supererfaren kajakroer. Første forsøg på at åbne det nye spraydeck så han kunne komme ud og op gik dårligt. Knapperne manglede den her slidthed der gør det nemt at åbne det, så fingrene gled af alt imens han prøvede at flå det af. Andet forsøg lykkedes heller ikke og Lars blev lidt irriteret og nåede at tænke: ”Det jo alligevel det bedste sted at dø….”

Først i fjerde forsøg lykkedes det at flå decket af. Lars kom lynhurtigt ud af kajakken og fik hovedet over vand så han kunne få luft. Der var ro på og han dannede sig hurtigt et overblik. Pagajen var kommet lidt bort, så det var vigtigst at komme op i kajakken. Han arbejdede på at få vendt denne så kan kunne kravle op bag fra. Det er ikke den nemmeste øvelse, men nu var det Lars en erfaren padler. Alligevel kan det være lidt svært når man lige har været død.

”Har du brug for hjælp?” Råbte en stemme.

Lars baksede rundt med kajakken og blev lidt overrasket over ikke at være alene. På båden sad 4 unge mennesker.

”Nej nej.. jeg klarer den” Forsikrede han dem om, alt imens han arbejdede med kajak og bølger.

Han kom om bord i kajakken, fik fat i pagajen og tænkte at han nok lige måtte padle ind og ringe til sin hustru og sige hvad der var sket. Inde på stranden hev han telefonen frem og skulle til at ringe da det gik op for ham, at han havde mistet sine briller da han døde. Han kunne næsten intet se uden briller og nu var han begyndt at ryste en del, ryste som i rigtig meget. Adrenalinens effekt var ved at aftage, dette sker typisk 10-20 minutter efter at man har været i akut fare. Der var kun en ting at gøre og det var at padle ned mod den del af stranden hvor der var nogle mennesker. For det gør man jo når man lige har været død. Det lykkedes meget godt for Lars.

Marianne kan godt køre stærkt i sin røde Renault. De 8 kilometer blev måske taget i et lidt hurtigt up tempo i de små gader. Rundkørslerne blev snittet elegant i god fart, og hurtigt var hun fremme hos sin mand. ”Han kunne ikke tale så meget, han frøs og rystede sådan nærmest hoppede..…” som hun sagde. ”Og det han sagde gav ikke rigtig mening, sådan delirium agtigt….”

Da Lars endelig sad i bilen, ringede Marianne til hospitalet for at få at vide, hvordan de skulle forholde sig, sådan mest fordi han jo lige for 30 minutter siden havde været død med hjertestop og alt det der. Hospitalet fik cpr nummer og sagde i telefonen, at de skulle tage det stille og roligt og se at komme hjem.

”Han rystede og hoppede så meget nu og var helt blå i hovedet af kulde… Der var ikke sammenhæng i det han sagde….læberne var helt hvide” Fortalte Marianne mig. ”Så jeg besluttede at tænde for varmen i bilen og køre mod kajakklubben så hurtigt som muligt, så han kunne få noget tørt og varmt tøj på. Så vi kørte af sted.”
Den beskrivelse som Marianne gav her, er en relativ nøjagtig beskrivelse af det som hedder hypotermi. Det er en tilstand man ”opnår” når man bliver underafkølet og kroppen ikke når at blive varm igen. Endvidere falder hjerteslagene gradvist og kontinuerligt……. Når man nu har haft Guldbryllup, har man oftest en vis alder, og derfor tager denne del af processen med at blive varm lidt længere. Hvis den da opstår. Nogle dør af hypotermi. Det var Lars i gang med.

Så ringede telefonen. Marianne tog den.

”Hej Marianne, det er Dr. Ph.d Overlæge fra hospitalet…. I skal komme NU. Vi har set på Lars´ tal så I skal komme. Som I nu, der er ingen tid at spilde, kom så hurtig som muligt. Det er livsvigtigt.”

Så sad der de der i den røde Renault. Lars rystede og fremstammede noget uforståeligt.

Nogle gange skal man tage en voksenbeslutning.
Det gjorde Marianne. Den røde Renault fik fuld skrue…… Mod kajakklubben. ”Han skulle jo ikke sidde der og fryse…” som Marianne sagde. På vej mod kajakklubben blev rundkørslerne snittet igen. Denne gang i den modsatte side. Den røde bil tog fra og leverede. Lars fik langsomt varmen og kunne tale igen. Og fik tørt tøj på. Først derefter gik det mod hospitalet. På hospitalet blev han indlagt. Igen.

Efter en uges tid kom Lars hjem fra hospitalet. Han ror stadig kajak, men ikke så meget mere. Han er sej er han.

Jeg har lige hilst på ham ude på gangen. Jeg vidste det var ham der gik forbi, fordi han altid går og fløjter.