#17
Husk at lytte
”Det drejer sig om min søn på 16 år. Han har lukket sig inde på hans værelse og har ikke været ude nu i 3 måneder……”
Stemmen knækkede lidt i slutningen af sætningen.
I forrige uge fik jeg en sms fra Jakob (navn ændret). En ganske kort en.
”Hej John – ved ikke om du kan huske mig, men tak, bare tak for hjælpen dengang. Du fik mig videre. Jakob”
Jeg spurgte om jeg måtte gengive hans historie, for jeg synes den rummer nogle vigtige pointer i forhold til at lytte og forstå et andet menneske.
Jeg fik et fint “Ja selvfølgelig!”
”Kommer du på hjemmebesøg?” Spurgte moren nervøst I telefonen.
”Ja selvfølgelig” svarede jeg. ”Det er lidt dyrt” sagde jeg også. Moren svarede med det samme, at det betød ikke noget. Hun havde aftalt med Jakobs far, at de ville bruge det der skulle til nu.
”Hvad drejer det sig om?” spurgte jeg og så fortalte moren kort,
”Det drejer sig om min søn på 16 år. Han har lukket sig inde på hans værelse og har ikke været ude nu i 3 måneder……Han har spærret sig inde og kommer kun ud til toiletbesøg. Vi har prøvet at få ham til psykolog, men det vil han ikke, for det har han prøvet og hun forstod ham ikke sagde han.
Vi har haft en socialrådgiver ude. Det gik helt galt. Han foreslog at vi bare med magt, skulle flytte Jakob og tvinge ham i skole. Det gik helt galt. (Jakob var/er dengang allerede en stor høj fyr) Socialrådgiveren løftede ham med magt, men da han kom ud på trappeopgangen fik Jakob fat i gelænderet og her fik han godt fat, satte sig ned og råbte, at vi skulle lade ham være alt i mens han græd. Socialrådgiveren mente Jakob var klar til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, sagde dette højt, og så forlod han os. Jakob græd og græd.
Vi ved ikke hvad vi skal gøre nu, han går ikke i skole (skolevægring) laver ikke lektier, men sidder med på hans computer hele dagen. Kan du hjælpe os” Spurgte hun desperat.
”Ja selvfølgelig!” svarede jeg.
Vi aftalte en tid hvor jeg skulle komme. Vi aftalte at mor og bror ikke skulle være i lejligheden. Mor skulle bare lukke mig ind og så gå.
Jeg tog afsted på den aftalte dag. Kørte til den nordsjællandske by, fandt adressen, ringede på og gik op på 2. sal hvor mor og de to brødre boede. Mor lukkede mig ind, viste mig Jakobs værelse og så gik hun.
Lidt mystisk fornemmelse at være i et fremmed hjem og kun have en dør at tale til. Jeg bankede forsigtig en gang på døren. Jakob vidste at jeg var i huset, og havde indvilliget i at jeg kom, men han gad ikke tale med mig.
Jeg bankede forsigtigt en gang på døren, og sagde sådan lidt halvhøjt:
”Jeg sætter mig bare herude og gør ikke andet!” Så satte jeg mig ned ved siden af døren, sådan med ryggen op ad væggen.
Hvad fanden gør man så?
”Jeg banker en gang på døren” sagde jeg, ”…og hvis du kan høre mig, kan du så ikke banke igen?” Så bankede jeg forsigtigt på døren. Jeg anede simpelthen ikke om han var der, for der var musestille. Der gik lidt tid. Der gik lidt mere tid og så kom der et forsigtigt lille bank på døren. ”Fedt” Sagde jeg. ”Tak fordi du svarede” sagde jeg.
Så spurgte jeg sådan lidt halvhøjt igen, ”Kan vi aftale et bank for ja og to for nej?” Der gik et lille stykke tid og så kom der et fint lille bank som et ”ja”
Her startede en fin lille envejsdialog, hvor jeg bare fortalte om mig selv, spurgte lidt ind til ham og han bankede tilbage på døren. Et bank og to bank og et bank osv. osv.
Jeg kunne høre han kom og satte sig op af døren, sådan på den ”anden side af mig” mens vi ”talte” sammen.
Tiden gik og første session randt ud. Jeg sagde tak for en hyggelig samtale og spurgte om jeg måtte komme igen. ”Et bank” tilbage. Det måtte jeg godt. ”Vi ses i morgen” sagde jeg og forlod lejligheden.
Næste formiddag tog jeg afsted igen. Blev lukket ind, mor gik og jeg var igen alene med Jakob og døren. Vi startede dialogen op som forrige dag. Men vi skulle jo også tage den lidt videre syntes jeg.
Efter et lille stykke tid i vores 2. session spurgte jeg: ”Jakob jeg kunne sgu godt tænke mig at se dig, ville det være muligt?” Der blev stille et stykke tid. Så kom der ét ”bank”
Hvad fanden gør man så?
Så sad jeg der og kiggede op i loftet i en fremmed lejlighed. Der gik et lille stykke tid hvor der var meget stille, så blev der forsigtigt taget i håndtaget og døren åbnede sig sådan ca. 10-20 cm. Ikke mere.
Jeg rejste mig forsigtigt op. ”Må jeg åbne døren?” spurgte jeg. ”Ja” svarede Jakob. Jeg skubbede forsigtigt døren, op og der sad han ved hans skrivebord foran hans computerskærm. En halvstor fyr når han rejste sig op, sådan gode 192 cm, lidt ranglet men hvad altså…
”Hej” sagde jeg. ”Hej” sagde Jakob. ”Må jeg komme ind og sætte mig?” spurgte jeg og det fik jeg lov til, og så begyndte vores dialog at være lidt nemmere. Vi rundede fint sessionen af og aftalte, at jeg skulle komme to dage efter.
To dage efter tog jeg afsted igen. Moren havde om morgenen skrevet en sms, hvor der stod at Jakob gerne selv ville lukke mig ind. Jeg ringede på dørtelefonen og han lukkede mig ind. Jeg gik op og Jakob stod i døren, gav hånd og sagde hej. Han spurgte om vi ikke hellere skulle sætte os ind i stuen, der var lidt mere plads. Det gjorde vi så.
Her foldede der sig nu en lille trist historie ud. Men han talte og talte og talte. Mor og far var fornyligt blevet skilt. Det var der ingen der lige havde orienteret mig om som coach (!!) Og så talte vi forsigtigt ind i dette. Som kriserådgiver ved jeg, at der kan gemme sig meget i ”chokket” i sig selv, så jeg talte meget systematisk og forsigtigt rundt om dette og ikke ind i dette. Han fortalte om hvornår far og mor havde fortalt de skulle skilles. Det var kommet som lyn fra en klar himmel – og han kunne berette om alt der skete op til ham og hans bror havde fået det at vide. Den krampagtige spænding, gråden og også, at han ikke rigtig kunne huske mere fra den aften, eller dagene efter.
Vores sessioner kørte nu og vi mødtes ca. 2 gange om ugen på dette tidspunkt.
Jakob savnede sin familie. Han savnede sit gamle hus. Han savnede sit gamle værelse. Han savnede sit fodboldhold, ja han savnede faktisk hans skole. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre, og så lukkede det hele lige som ned, og han kunne ikke mere.
Vi talte ind i og rundt om det hele. Han kunne godt li´ at tegne på/i min notesblok. Han tegnede grundplanen for hans gamle hus for mig. Han tegnede hvordan der så ud på hans værelse, og han talte og talte og fortalte om at være ked af det.
Jeg spurgte ”henkastet,” om vi skulle gå hen og se hans gamle hus og han blev både lidt forskrækket og også meget stille.
Så svarede han forsigtigt ”Det vil jeg faktisk gerne.”
Så gjorde vi os klar. Det var en god varm forårsdag i start april, solen skinnede og vi gik. Jakob udtrykte bekymring for, at han kunne komme til at møde nogen fra hans klasse, for han vidste ikke om de kunne li´ ham mere. Det samme med hans fodboldhold. Det fyldte også en del.
Så han tog en stor hoodie på, og slog hætten godt op om hovedet. Så gik vi. Det var første gang i mange måneder han kom udenfor.
Vi gik i små 10 minutter, så ramte vi en villavej som vi gik nedad. Lidt nede af vejen stoppede vi, og så var vi der. Vi kiggede ind i haven og på en helt almindelig gul murstensvilla.
”Fortæl mig lidt om det hele” sagde jeg til Jakob. Og så begyndte han at fortælle og fortælle og fortælle. Gal der var mange ord. Han pegede og de lange arme gik på ham. Efter et pænt langt stykke tid gik vi hjem og rundede sessionen af.
Jeg arbejder mega uortodokst. Jeg er der for dem jeg coacher, jeg har dem og gør (næsten) alt, for at få ting til at ske.
Så jeg ringede til hans klasselærer. Og jeg ringede til hans fodboldtræner.
Ugen efter modtog Jakob ”tilfældigvis” et laaaangt og stooort brev fra hans klasse, hvor alle klassekammeraterne havde tegnet og skrevet under. Der stod at de savnede ham og gerne ville have han kom tilbage.
Ugen efter modtog han ”tilfældigvis” en sms fra to af hans bedste fodboldkammerater, at de var på vej ned på banen, om han ville med. Den første gang blev Jakob noget forpustet.
Men de gjorde ”tilfældigvis” igen ugen efter – her ville han gerne med.
”Vil du følge mig i skole?” spurgte Jakob et stykke tid inde i forløbet, lidt efter brevet fra klassekammeraterne. ”Ja selvfølgelig!” sagde jeg. Så vi lagde en lille plan.
Onsdag skulle være dagen. Mandag tog vi hjemmefra kl. 0900 og gik hen og kiggede på skolen. Tirsdag tog vi hjemmefra kl. 0745 og gik hen og kiggede på eleverne gå ind i skolegården. Onsdag skulle det være.
Vi tog hjemmefra kl 0745 og ramte skolen ca. 0755. ”Tilfældigvis” stod der to af hans bedste klassekammerater og talte sammen. ”Hej Jakob” sagde de som om intet var sket, ”skal du med op…” og så gik de tre drenge ind i skolegården. Og jeg gik hen til min bil.
Så var vi i gang. Nu forestod der et arbejde med lige at få læst tabt pensum op. Men det er heldigvis ikke svært, og noget jeg har stor erfaring med. Og ikke mindst Jakob var ualmindelig skarp. Kombinationen her gjorde det relativ nemt.
Energien, glæden, farven og smilet på ansigtet kom tilbage til Jakob.
Han ville også gerne have et job, så vi fik ansøgt et job på den lokale tankstation lige ovre på den anden side ad gaden.
Der gik nu længere og længere tid mellem vores sessioner, for han blev jo selvkørende og det er lige som det der er meningen jo.
Jeg ringede en sen eftermiddag til Jakobs mor for lige at tage en status. Han var ikke hjemme. Han var på arbejde på tankstationen og efter det skulle han til fodboldtræning.
Jakob og jeg skrev lidt sammen, og jeg skrev forsigtigt at vi måske skulle sætte lidt tid mellem sessionerne. Det var han enig i.
Jeg skrev en ”afsluttende” sms, hvor jeg dels roste ham megameget, men også skrev at jeg altid ville være der hvis han havde brug for det. Som jeg altid siger;
”Jeg er der!”
Pointen i denne ganske fine historie (for det synes jeg den er) er ikke, at vi fik Jakob i gang igen. Det gjorde vi jo udelukkende på grund af hans mod og vilje til at ville tilbage.
Pointen er, at man måske kunne have undgået lidt det hele, hvis man havde lyttet, forstået og mødt den unge mand i alt det svære sådan helt fra start.
#huskatlytte
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”