#6
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men….”
Fie på 13 år kom en dag ind på mit kontor. Mor var med og sad i det tilstødende lokale. De var en dansk familie bosiddende i Malmø. Fie gik i 7.kl.
De kom fordi hun ikke trivedes i hendes klasse og ikke var glad i livet.
Over en kop kaffe og et krus kakao gik vi i gang.
Langsomt foldede der sig en vild historie ud. Fie synes selv hun bar skylden for alle de ting der ikke fungerede. Hun græd lidt og hendes lille brille gled hele tiden ned på hendes næse.
Efter et stykke tid stoppede jeg samtalen og sagde forsigtigt til hende: ”Fie det her er ikke dig der er noget galt med, det her er hård mobning!”
Til en start mente hun ikke det var mobning, men det var det. Det var ret voldsomme ting Fie blev udsat for af dem hun gik i klasse med. Alt fra vold, udstillelse på de sociale medier til ekskludering både i skolen, men også på klasseture.
Fies historie ramte mig. Når man hører en der bliver mobbet fortælle om de situationer de bliver sat i, kan man ikke undgå dette. Mobning er ganske vildt!
At skrive det hele ned ville blive en meget lang historie, men her kommer to ”små” ting fra hendes fortælling.
Fie fortæller:
1.
”Vi var på klassetur og alle pigerne skulle sove på første sal i huset. Det var et stort rum med skråvægge. Pigerne besluttede at vi alle skulle ligge os i en rundkreds i vores soveposer, med hovederne ind mod hinanden. Da jeg skulle til at ligge mig til rette, sagde de til mig at jeg ikke kunne være med, men at jeg skulle ligge mig over til væggen, der hvor skråtaget nåede ned til gulvet og at jeg skulle kigge ind i væggen og ikke måtte kigge på dem. Jeg græd lidt indtil jeg faldt i søvn.”
2.
På mit kontor et stykke inde i forløbet.
Med tårer i øjne og udfordring med brillerne som ikke kunne blive siddende netop på grund af disse tårer.
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men jeg har lige været på hospitalet i 4 dage. Jeg var så glad de dage jeg var på hospitalet. (selvom jeg havde ondt i benet) Jeg var så glad fordi jeg ikke behøvede at gå i skole. Jeg fik ligesom fri inde i mit hoved. Så selvom jeg godt ved det er forkert at sige, så var jeg altså glad da jeg var der. Jeg vil faktisk hellere være på hospitalet end i skole….”
Sagen blev lidt kompleks da det var i Sverige. Tingene foregår lidt anderledes, men meget langsomt tog skolen sagen seriøst. De lavede tiltag, men tiltag uden effekt og forståelse for mobningens væsen.
De mente faktisk, at Fie selv havde skylden for en del af de episoder der var og i samtaler mellem Sophie og ressourcelærere prøvede de at få hende til at tage ansvar for nogle af ekskluderingssituationer der havde været.
I sådanne situationer kan jeg faktisk godt blive rigtig vred.
Skolen anbefalede at hun blev gående og sagde at de nok skulle få styr på det.
Vi nåede til et punkt, hvor Fies ve og vel var på spil. Vi nåede til et punkt, hvor det i min optik var decideret sundhedsskadeligt for Fie at være på skolen. Hun var voldsomt stresset, blev igen og igen udsat for vold mm. (selv om skolen sagde de havde styr på det… )
Jeg kunne ganske ikke anbefale at hun blev på skolen. Konsekvenserne kunne blive for store.
Forældrene besluttede i samråd med mig, at tage hende ud af skolen. Da det skete, skete der også en opblomstring med Sophies humør. Hun blev glad og fik energi tilbage.
Vi fandt en ny skole til hende, og fra da af handlede vores samtaler om hendes fremtid i den kommende klasse.
I dag er Fie en glad pige som heldigvis er kommet godt videre.
Et par udvalgte referencer
Kære John-Erik.
Tak for din tilbagemelding. Og – tak for din meget professionelle coaching af Olivia. Vi er meget stolte af hende, af at hun er nået så langt – på så relativ kort
tid ! Det er en anden Olivia ( eller en anden side af Olivia), der i den seneste tid har eksponeret sig for omverden.
Det er godt gået, og vi er så glade!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om C og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det.
Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst C, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”