#20

Break Through
Jeg giver aldrig op på mennesker

– om at kæmpe sig tilbage til livet –

”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet…. Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen……” fortalte Camilla mig.

(Historien her er gengivet med Camillas tilladelse. Navnet og enkelte andre ting er ændret, men vi er nogenlunde enige om dialogen og rækkefølgen af denne. Der er et par vigtige pointer (sikkert flere) som jeg tillader mig at fremhæve sidst i historien)

”Du forlader mig ikke…” sagde hun, Camilla, til mig, med en lidt skinger stemme.

”Jeg ryster” sagde hun.

”Selvfølgelig forlader jeg dig ikke” sagde jeg. ”Jeg står lige her bagved dig”

”Jeg kan ikke mere” sagde Camilla. ”Jeg vil ikke!”

”Camilla, vi aftalte du skal prøve lidt mere i dag” sagde jeg.

”Jamen jeg kan ikke”

”Tag et skridt fremad” sagde jeg.

“Men min krop vil ikke” sagde hun.

”Camilla, jeg ved du kan og jeg ved din hjerne og din krop kan og vil.

Du går ikke i stykker, det lover jeg.

Jeg ved det. Og jeg står her lige bag ved dig og jeg er med dig. Hele tiden”

Jeg har en uendelig tror på menneskets ressourcer, og jeg har en uendelig respekt for hjernen, som nogle gange ikke altid arbejder med os men mod os. Dette dog ud fra en positiv hensigt.

Derfor vidste jeg også, at Camilla kunne tage det lille skridt, og at der ikke ville ske noget når hun gjorde det.

”Må jeg lukke øjnene?” spurgte hun.

”Altså jeg er ligeglad. Men måske det er en fordel at holde dem åbne tænker jeg.” sagde jeg med lidt let munterhed i stemmen.

”Du så klog” sagde hun og smilede lidt.

”I know” svarede jeg lidt tørt ironisk.

”Ok nu gør jeg det” sagde hun og tog et skridt.

Jeg siger ofte (og jeg mener det 100%) til mine gæster, at ”jeg har dem” at jeg er ”foran dem, ved siden af dem og bagved dem” hvis der er brug for det.

Her var jeg helt bogstavligt lige bagved Camilla.

”Puhhhhhh… ” sagde hun. ”Puhhhh det hårdt. Jeg ryster. Fuck jeg ryster” Hun tog et skridt mere.

”Er du der?” spurgte hun. ”Lige bagved dig” svarede jeg.

”Jeg skal ind af den fucking dør” sagde hun. ”Jeg skal. Fuck jeg ryster. Fuck” Hun tog endnu et skridt og så et til. Og så et til. Tårerne løb ned ad hendes kinder.

Så var vi fremme ved døren som gled til side, så vi kunne komme ind.

”Jeg tror ikke jeg kan mere i dag” sagde hun.

”Må jeg presse dig?” spurgte jeg.

”Nej, ikke mere i dag. Jeg kan ikke.”

”Det er fint” sagde jeg. Du har jo også gjort det megagodt i dag. Ny rekord. Vi skal nok komme helt i mål, det lover jeg! Du er sgu så sej er du. Lad os gå tilbage til bilen.”

Hun vendte sig om i mod mig og smilede. Tårerne løb fra hendes øjne, men hun smilede.

”Tak. Tak fordi du tror på mig” sagde hun.

Så forlod vi langsomt indgangsdøren ved Netto og gik hen til hendes bil, hvor hendes kæreste sad og ventede. Hun satte sig ind på passagersædet, rullede vinduet ned aftalte en ny tid og vi sagde på gensyn.

Ugerne efter lavede vi samme øvelse, igen og igen, hvor vi løbende lagde noget progression på. Sådan helt bogstavligt… Et skridt af gangen. Vi skiftede også Nettoforretningen ud, så det ikke kun var den samme.

For pokker hun kæmpede gjorde hun.

”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet…. Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen…… Jeg hverken så eller hørte fra hende (psykologen) nogensinde igen…….”

Camilla (navn ændret, og som skrevet, historie gengivet med tilladelse) fortalte dette ganske kort inde i vores første session. Camilla er 35 år og invalidepensionist. Førtidspensioneret på grund af mental overbelastning (stress på alle mulige voldsomme måder) som er opstået på grund af en ganske voldsom mobbehistorik.

Voldsommere end jeg nogensinde er stødt på før. Hvis man ikke ved hun er førtidspensionist, ville man egentlig ikke tro det.
Hun ser godt og ikke mindst sund ud. Ca. 170 cm., langt mørkt kraftigt hår osv. Man kan bare ikke se, hvor traumatisk hun er ramt.

Jeg har lavet Mobbebarometrene, se billede i kommentarfeltet, og måtte sande, at vi med Camillas historie sprang skalaen på disse.
Og så er det vildt siger jeg bare.
Og dødsensfarligt.

Camilla kunne da jeg mødte hende første gang, ikke forlade sit hjem, ikke gå ud og handle, ikke hente hendes datter fra børnehaveklasse og meget andet. Med mindre hun var sammen med en person hun havde 100% tillid til.
Hun kunne ikke trække vand ud i toilettet. Hun havde indtil hun havde mødt hendes nuværende kæreste, haft svært ved det relationelle og kun haft ganske få korte forhold.

Når jeg får sådan en information; ”….psykologen forlod rummet…” er der ganske hurtigt mange ting i spil.

I telefonen havde hendes far sagt, at det handlede om mobning og en lang række voldsomme oplevelser og ikke at være blevet mødt rigtigt af andre professionelle.

Som jeg siger når jeg uddanner coaches ”Man ved aldrig hvad der kommer eller dukker op… ” og i det ”rum” skal man være klar til, at være en ressource for den som opsøger dig.
Mener jeg!

At psykologen i Camillas tilfælder havde mødt ”væggen,” og tilsyneladende lavet nogle følelsesmæssige spejlinger er hvad der sker. Vi er alle mennesker.
Men i min verden sørger man som minimum for, at få sin gæst videre til en anden professionel og man får bundet ”en sløjfe” på situationen på den ene eller anden måde.

Det skete desværre ikke her, og Camilla sad tilbage med en fornemmelse af, at være et håbløst offer. En der ikke kan hjælpes mere. En der endnu en gang var blevet opgivet af systemet.

Ikke et eneste ondt ord om psykologer eller andre fagprofessionelle i øvrigt. Der er mange mange samtaleprofessionelle, der hver eneste dag laver et fantastisk stykke arbejde derude.

De ting der hurtigt kommer i spil i mit hoved i en sådan situation er, hvor mange professionelle har hun mødt, hvad er der sket, kan jeg som coach tage opgaven hvis det er så vildt? Og lidt til.

Overvejelsen om jeg kan tage opgaven fordi jeg er coach og ikke psykolog eller terapeut, går som regel ret hurtigt. Hvis der har været indtil flere fagprofessionelle inde over, og personen ikke har fået den rette hjælp, har jeg mere end erfaring nok til at tilbyde min assistance.

Jeg er ikke nervøs og jeg har efterhånden stået i så mange forskellige situationer, så min erfaring i at møde mennesker svære steder i deres liv, gør at jeg er klar.

Jeg er der!

Så vi gik i gang – Camilla startede med at sige, at hun nærmest ikke orkede at fortælle hendes historie endnu engang. Jeg smilede til hende og sagde, at det var hun jo næsten nødt til.

Hun smilede tilbage og sagde: ”Nå ja selvfølgelig… ”

Det blev en vild fortælling. Helt fra 1. klasse havde hun oplevet mobning og svigt fra professionelle voksne. Og det eskalerede bare jo ældre hun blev. Selv i gymnasiet fortsatte mobningen. Og det fra de samme personer.

Jeg skriver her to af de ting hun er blevet udsat for. At skrive det hele her, ville de færreste alligevel tro på, eller have lyst til at læse. Det er så vildt. Ikke desto mindre har Camilla oplevet det. Og overlevet det.

Og jeg har lyttet til det. Og det er vildt.

Episode 1.

I 5.klasse blev hun fanget af drengene i klassen. De bar hende ned for enden af fodboldbanen på skolen. Hen til nogle træer. Her sad klassens ”dronning” med hof. De skulle lege ”frisør salon.”

Mens drengene holdt hende, blev Camilla make uppet og ikke mindst klippet.

For nu at bruge Camillas ord, så lignede hun noget fra dårlig en gyserfilm. Her fik hun lov at blive hjemme fra skolen i et par uger. Familien klagede over det der var sket, men fik ikke medhold i at det var hård mobning. Kun et udtryk for elevernes manglende situationsfornemmelse.

Og at det selvfølgelig var synd for Camilla.

(Denne type vold er jeg desværre stødt på en del gange i forskellige udgaver)

Episode 2.

I 7.klasse blev hun fanget af drengene (igen) Ført til toilettet. 4 store drenge vendte hende på hovedet og holdt hendes hoved henover toilettet. Sænkede hende ned så noget af hovedet og ikke mindst alt håret var i kummen. Herefter ”vaskede de hendes hår” ved at trykke på skyl-knappen. Som de sagde.

De grinede mens de gjorde det og sagde, at nu fik hun jo vasket hår helt gratis.

Det stod på et helt ”stort” frikvarter. Skolen mente det var drilleri. Den ene dreng blev bortvist for en periode.

Siden den dag har Camilla ikke ”trukket ud” på toilettet.
(Denne type vold er jeg stødt på to gange)

Camilla oplevede mobning igennem hele hendes skolegang. Desværre også på hendes arbejdsplads efter endt studie.

Til sidst gik hun 100% ned med stress.

I en alder af 28 brød hun sammen og kunne ikke gå eller bevæge sig og blev indlagt. Fik angst, dårlig ryg og en mængde psykiske diagnoser.

Camilla er uendelig fucking normal!! Det ved jeg. Jeg kender hende.

Jeg arbejder yderst uortodokst. Deraf Netto opgaven til Camilla. I stedet for bare at tale og tale og tale, gjorde vi det fysisk og udfordrede det svære.

Ikke bare sådan lige. Men som en del af en mængde uddannelse (psyko education) for og af Camilla, og så endelig noget action på det svære.

Det blev en vild rejse.

Hendes ”break through” kom som et follow up, på vores mange besøg i forskellige Nettoforretninger.

”John-Erik. John-Erik i morgen vil jeg gerne prøve at handle helt selv. Du skal være der, men du må ikke være der. Hvordan gør vi det?”
Spurgte Camilla i telefonen.

Ja hvordan fanden gør man det. Jeg fik associationer til en vikingefortælling om en dame i fiskenet og nogle fugle, men jeg kunne ikke helt huske historien.

Hvad filen gør man?

Jeg fik en lidt vild ide, og skrev til Camilla, at vi lige skulle vente et par dage, men så var jeg klar.

Dagen kom hvor vi var klar. Jeg kunne se, at hun blev sat af et stykke uden for Netto, af hendes kæreste. Der stod hun. Hun trak vejret dybt og gik med relativt sikre skridt (vi, hun og jeg har sgu gået mod mange Nettoer har vi) hen mod indgangsdøren.

Hun tog hendes telefon op tekstede mig og spurgte ”Kan du se mig?” ”Jeps” svarede jeg tilbage. ”Lover du?” spurgte hun. ”Jeps, du har lyse jeans og hvide sneaks på” svarede jeg.

Hun fortsatte hen til døren. Denne gled op og hun gik ind, tog en kurv og begyndte forsigtigt at handle lidt ind. Så stoppede hun op og tog hendes telefon frem og tekstede mig.
”Kan du se mig?”
”Jeps, du har lige lagt noget mælk i kurven”

”Hvor er du?”

”Det et lige meget, men jeg er der, det lover jeg!”

”Ok” svarede hun og handlede videre. Der gik lidt tid nu, hvor hun gik rundt og handlede. For andre mennesker gik der bare en normal pige rundt og handlede. For mig gik der en gigantisk modig pige rundt i forretningen, der lige nu lavede den største sejr hun kunne lave.

Rå girl power siger jeg bare.

”Nu står du i kø ved kassen og jeg går hen og venter ved bilen. Men jeg er under 15 sekunder fra dig hvis det er” skrev jeg på en tekst til hende.

Hun kom smilende ud af forretningen og vinkede til mig. Da hun kom hen til mig, gav hun mig et kram (jeg krammer normalt ikke mine gæster, men her var det ok tænkte jeg)

Hun begyndte at ryste, og ikke mindst brød ud i gråd.

Men hun var glad.

Hun kommer faktisk hos mig endnu. Sådan on/of. Vi er ikke færdige, for der er stadig meget der skal arbejdes med. Men hun kæmper og vi har løbende fine små succeer. Som vi fejrer hver gang!!

Jeg tror altid på at der er en vej gør jeg. Jeg sad i videovervågningslokalet. En sød nettochef gik med på ideen.

Jeg giver aldrig op på mennesker!

Et par pointer:

• Selvom mennesker ser godt ud og virker friske, kan de sagtens være fanget i et indre fængsel. Husk din model af verden er ikke den samme som andre menneskers
• Hvis du oplever mobning eller noget der minder om så #sigfra og tag ansvar
• Mobning er ikke kun det der faktuelt sker i situationen. Det er også for den enkelte forventningen om, at det kan ske hver dag = mental megaoverbelastning!