#21
”HVORFOR FANDEN HAR DU IKKE SAGT NOGET…..?”
råbte moren i dyb kærlighed og med tårer i øjnene.
Vi sad på mit kontor. Mor, voksen søn og jeg. Moren græd og sønnen græd.
Så rejste moren sig og sagde ”KOM HER” til drengen.
Hun gav ham en kæmpekrammer og de stod og græd stille i deres omfavnelse. Der midt på gulvet på mit kontor
Jeg forlod lokalet og gik forsigtigt ind i nabolokalet indtil de var klar igen. Da de var klar, genoptog vi samtalen og lagde en plan for det videre forløb.
Sessionen var kulminationen på et lidt længere forløb med Malte, hvor der dukkede en ret vild historie op.
Lidt om rigtige gangsta´s og rigtig kærlighed
(historien er clearet med Malte som ikke er det rigtige navn. Jeg havde i første omgang skrevet hvad der skete inde i kælderrummet. Malte mente ikke det var ok, og ville gerne have jeg ikke tog det med. Det skulle ikke med, alene på grund af hans mor. Hun må ikke vide hvad der skete. Jeg må gerne skrive at de torturerede ham. Det ved mor også)
”De fangede mig i indre by, de var tre voksne mænd, og de tvang mig ind i en lille blå Daihatsu. Vi kørte fra indre København til en by i Nordsjælland. Her kørte vi til et større boligkompleks og jeg blev ført ned i et kælderrum…. Der stod 2 andre inde i rummet og de var 3 om det”
”De strippede (m plastikstrip) mig til en stol og klippede min trøje op. Så gik de i gang. Jeg skreg og var sindssygt bange og det gjorde vanvittigt ondt. Men jeg nægtede at gi mig”
”De ville have penge have penge af mig…. først 30.000 kr.”
I kælderrummet var Malte alene med 3 gangstere der skiftedes til at torturere ham med…….
(Malte ønsker ikke at jeg skriver hvordan, dette mest fordi hans mor ikke skal vide det. Sammen med mig har han og jeg talt det igennem mange mange gange. I en yderst stram og bestemt kontekst. Det vildt siger jeg bare og jeg blev noget overrasket over, at dette foregår i dagens Danmark)
Gælden steg der i kælderrummet over tid fra først de oprindelige 30.000 kr. til 50.000 kr. og så til 75.000 kr. for at ende på 120.000 kr.
Fysisk fortalte han, holdt han stand og ville ikke give sig og ville ikke betale de krævne penge.
Han blev ved med at hævde, at han ikke havde den slags penge.
Det ændrede sig. Markant.
Pludselig, et relativt langt stykke inde i mishandlingen, nævnte den ene af gangsterne en adresse.
En helt bestemt adresse….
Hans søsters adresse.
De nævnte også hendes navn.
Hendes kærestes navn.
De nævnte hendes hunds navn.
”Vi kan jo starte med at sørge for, at hunden kommer til skade…. Altså som en start….!”
Sagde den ene gangster.
”Her brød jeg sammen” sagde Malte til mig med mange tårer i øjnene. Han kan ikke rigtig li´ at græde over for andre… hans ego kan ikke rigtig li´ det.
Men han kunne ikke holde noget som helst tilbage her for en stund.
Og det er ok!
Hans macho-gen havde taget ham langt i torturen, men da de nævnte hans søster, brød han sammen i smerte, udmattelse og reel frygt.
Malte og hans søster er meget tætte. Han kunne ikke bære, hvis der skulle ske hende noget fordi han havde dummet sig.
Malte vidste også, at han faktisk havde pengene stående på en konto. En arv fra hans morfar. En morfar som for nylig var gået bort, og som han savnede og havde elsket højt.
En arv som skulle bruges til udbetaling på hans første lejlighed. Han vidste også, at det var et ”no go” at bruge disse penge.
Men nu var der brug for dem.
Det var en ret vild indgangshistorie fra Malte på 23 år. Malte er en forrygende vestegnsdreng (Vestegnsdreng er hans eget udtryk. Udover at være fra vestegnen, er han også fysisk stor og ualmindelig veltrænet og en på alle måder god og jovial fyr) og det var først til allersidst i vores første session, at han fortalte hele denne historie.
Han var reelt i tvivl om han skulle stole på mig, men valgte til sidst i sessionen, at lægge alle kort på bordet. Jeg havde lidt ekstra tid, så vi forlængede sessionen og fortsatte denne.
Jeg havde egentlig bare fået at vide, at han mistrivedes og havde brug for at tale med nogen. Det var lidt det.
Det blev et lidt længere forløb, hvor vi både talte rundt om det der skete der i kælderrummet, men også om, hvordan vi skulle få det hele præsenteret for mor, som han havde et meget stort behov for at få gjort.
Han vidste bare ikke hvordan.
Grundlæggende var han gået i en fælde.
En fælde som desværre er ganske normal. Det startede ude i byen (nattelivet) hvor han og hans bedste ven fik noget hash (plus lidt mere) ganske ganske billigt, faktisk gratis en gang i mellem.
Dette af en lille fyr, en ”lille ven” de havde mødt og fået ude i byen som Malte sagde. (hvis du som læser er med her, og har en søn i alderen 16 til 26 ish, så fortæl om denne fælde… Det sker desværre hver weekend derude)
”Han var så fysisk lille så han kunne ikke gøre os noget…..” som Malte forklarede det.
En nat kom deres ”lille ven” og sagde, at Malte og ven nu skyldte ham 30.000 kr. for al den hash de havde fået. Og at de skulle betale nu.
Malte og ven grinede af dette og sagde til deres ”lille ven,” at han skulle tage sig sammen, og så fortsatte de ellers deres tur ud i byen, uden at tænke videre over dette.
Weekenden efter blev de begge, hver for sig, fanget og kørt væk.
Det lykkedes Malte at betale det skyldte beløb til gangsterne via hans arv og en bankoverførsel. Hvordan præcist ved jeg simpelthen ikke. 100fuckin20.000 kroner. (120.000 kr. undskyld mit sprog)
Malte var på dette tidspunkt her hos mig ikke klar over, at han var traumatisk ramt. Det var ret vildt at observere hans fysiske og psykiske reaktioner, når han fortalte om denne voldsomme oplevelse der i kælderen.
Grunden til han kom hos mig var af to årsager.
- Hvordan får jeg fortalt min mor at jeg har brugt en stor del af min arv?
- Kommer gangsterne tilbage?
Der var jo også en 3. ting.
Han var ligesom temmelig traumatisk ramt.
Jeg kender tilfældigvis en bandeekspert og kunne, da vi var kommet lidt ind i forløbet, ringe til AB (som er bandeekspert) og høre om hvordan og hvorledes i forhold til gangsterhistorien her.
Da jeg fortalte historien til AB sagde han ret tørt… som i ret tørt:
”Det er en klassiker og det sker hele tiden derude!”
AB sagde også, at han var ret sikker på, at når alle pengene var betalt, var det også overstået business for gangsterne. Altså de ville ikke komme tilbage.
Da jeg fortalte Malte dette, blev han tydelig lettet og kunne kigge fremad.
Næste skridt blev så, hvordan vi skulle fortælle mor om alt det uhyrlige, og ikke mindst om de manglende mange arvepenge.
Sideløbende med dette, arbejdede vi med, at få sat ord på (bearbejde) den ret voldsomme oplevelse der i kælderen. Dette i en yderst meget stramt styret kontekst.
Vi lavede en plan for hvordan mor skulle involveres. Vi skulle invitere hende ind på mit kontor, og her fortælle hende om situationen, og sammen med hende lave en videre plan derfra.
Maltes og min plan var, at jeg først skulle tage en session med mor og dernæst skulle vi alle tre mødes.
Bum.
Altså det virker måske ganske simpelt bare lige at gøre dette.
Men i min verden skulle jeg jo også lige passe på mor her. Hun skulle reelt præsenteres for et chok. I telefonen. Af mig!
Altså jeg skulle ringe til hende og sige at vi, Malte og jeg, havde noget ganske alvorligt vi var nødt til at tale med hende om.
Det var lidt komplekst, for jeg skulle invitere hende ind på mit kontor til en samtale, til en start uden Malte. Her skulle jeg fortælle, at han ønskede at fortælle noget vigtigt til hende, men som var rigtig svært at tale om.
Prøv lige at fortælle det til en mor, uden at hun bliver nervøs.
Hvordan pokker gør man lige det? Uden det hele vælter sidelæns.
Jeg sendte hende en sms.
”Hej Hanne har du 2 på tlf?” tekstede jeg til hende.
”Selvfølgelig” svarede hun tilbage, og så ringede vi sammen.
”Hanne har du tid i nærmeste fremtid at komme til et møde med mig, og et par dage efter med Malte?”
”Hvad drejer det sig om?” spurgte hun.
”Hanne det kan jeg simpelthen ikke sige, men jeg lover og garanterer, at der ikke er nogen der er ved at dø og ikke mindst, at jeg har styr på situationen”
”Det kan du da ikke bare sige…. Du er da nødt til at fortælle mig noget mere” sagde hun skarpt og sådan meget mor-insisterende.
”Det du da nødt til…”
”Du kan ikke bare lade mig hænge her… John-Erik??”
”Du må fortælle mig hvad det er….”
Jeg måtte svare tilbage, at det kunne jeg simpelthen ikke, og igen at jeg lovede at der var styr på situationen og ingen var ved at dø.
Hanne er sej.
Hun stod der, der på kontoret, dagen efter.
Vi havde kun lige sat os og hun fik lidt kaffe… Så begyndte hun at græde.
”Jeg har slet slet ikke sovet i nat” græd hun.
”Tankerne har kørt rundt i hovedet på mig….Hvad er der sket?”
Jeg fortalte med stille og rolig stemme, at Malte havde været udsat for en voldsom situation. Og at han havde behov for, at fortælle det til hende face to face. Og at hændelsen havde medført en anden situation også.
Vi lærte hinanden lidt at kende hun og jeg på denne vores første session. Det blev et godt møde, om end hun meget gerne ville have alt at vide, i forhold til hvad det drejede sig om.
”Ok John-Erik.. så vælger jeg at tro på dig…. Men det mit barn det handler om…” sagde hun.
Malte og jeg havde aftalt, at hun ikke måtte få hele historien om hvad der skete i kælderrummet. Det var der ligesom ingen grund til.
Vi aftalte også, at der var nogle ting hun ikke måtte spørge ind til, og når hun havde behov for dette, skulle jeg garantere, at der var styr på det og at hun ikke måtte spørge ind.
Alene for at passe på hende og ikke også traumatisere hende.
Som Malte sagde, måske fortæller jeg det hele til hende om et par år.
Vi brugte denne første session på at lære hinanden at kende, mor Hanne og jeg og ikke mindst, jeg satte rammerne benhårdt for det kommende møde.
Mor, Malte og jeg.
Hanne blev lidt rolig da jeg igen og igen lovede, at ingen var ved at dø og ingen var kommet til skade eller andet.
Så aftalte vi et møde hvor vi alle tre i fællesskab skulle mødes.
To dage efter.
Dagen oprandt.
De kom ind sammen de to. Mor og søn. Kærligheden i mellem dem var udtalt, på en vildt sød måde. De satte sig overfor hinanden i de to store læderstole. Jeg havde en mindre stol og sad ”foran dem” med et glas the på gulvet.
Jeg satte rammerne for samtalen og vi gik i gang. Malte fortalte, ubekvemt men modigt om hvad der var sket og mor græd. Tårerne havde frit fald, men uden lyd.
Da han kom hen til der, hvor han skulle fortælle, at han måtte bruge af morfars arv, kunne Hanne ikke mere og sagde meget højt:
”HVORFOR FANDEN HAR DU IKKE SAGT NOGET….? ”
Der var helt stille…..
”KOM HER” sagde hun til Malte. De rejste sig begge.
Hun gav ham en kæmpekrammer og de stod og græd stille i deres omfavnelse.
Der midt i rummet.
Jeg forlod lokalet og gik forsigtigt ind i nabolokalet og stod og kiggede uinteresseret ned i min telefon, indtil de var klar igen.
Da de var klar til at tale, blev det en ekstrem forløsende samtale jeg fik lov til at facilitere. Både for Malte og på en eller anden mærkelig måde også for mor Hanne.
De/vi blev enige om, at de penge gjorde bedre gavn ude i virkeligheden, end på en konto.
De blev også enige om, at morfar skulle have det at vide (!)
Aftalen blev at Malte tog til kirkegården, hvor han overfor morfar skulle fortælle hvad der var sket.
Malte kom ind til en session, efter han havde talt med morfar. Vi havde aftalt at han skulle tage derud på kirkegården og få det sagt selvom det var svært.
Han havde været nødt til at tage lidt (tids-) tilløb.
Men han gjorde det.
”Hvordan gik det?” spurgte jeg.
Han sad der stor, trænet og skarpt skåret i stolen, der over for mig. Jeg havde en kop kaffe i hånden.
Han gik i gang.
”Jeg tog afsted og smed bilen ude foran. Så tog jeg en vand i hånden og gik ind på kirkegården. Da jeg kom hen til gravstedet satte jeg mig ned foran….. Trak mine ben op under mig og holdte om mine knæ. Der kom en sommerfugl og satte sig på gravstenen… Jeg blev lidt irriteret, men den ville ikke flyve væk. Så sad jeg der”
Malte sad en anelse uroligt i stolen.
”Så skulle jeg jo sige det… ”
Han trak vejret dybt. Og sagde..
”Så gik jeg i gang…..”
Vildt for mig at få en sådan historie…..
Jeg sad og var helt stille og lyttede til et helt unikt moment i et andet menneskes liv.
”Hej morfar… der er noget jeg er nødt til at sige…. ”
”Jeg har lovet mor og mig selv at sige det til dig…..”
”Kan du huske de der penge du sørgede for jeg fik…… Jeg har været nødt til at… ”
Han talte lavt og intensivt og insisterende.
Tårerne løb i en lind strøm ned ad kinderne. Der blev ret intenst der i rummet.
”Fuck dig Malte…” sagde jeg og smilede. Jeg slog pegefinger og langemand ud og slog mig på brystet der hvor hjertet sidder (det er noget jeg har set i en tegnefilm – det sejt nok) og pegede på mine øjne.
De løb. Tårerne. Løb ud ad dem. Jeg kunne ikke rigtig stoppe det. Det var noget så banalt som dybt rørende, det han sad og fortalte.
”Bare forsæt” sagde jeg.
Så sad han der… Mine øjne løb i vand og hans ligeså. Vi græd ikke, men vi græd.
Sådan mandegrædning (hvis man kan sige det) Det var helt ufarligt og helt normalt (hvis man kan sige det) Det var i alle fald ikke mærkeligt på nogen måde.
Vi var bare!
Da han var færdig smilede vi til hinanden.
”Skal jeg lige åbne vinduet?” spurgte jeg. Han nikkede og jeg fik ret hurtigt lige åbnet et par vinduer. Pænt intenst og varmt der i rummet.
Af årsager jeg aldrig helt forstod var de, mor og Malte, enige om at Maltes far ikke skulle have noget at vide om det hele.
Malte valgte at tage et ekstra job for at spare de penge op han havde mistet. Han valgte at blive boende hjemme et års tid mere, for at spare en husleje og Hanne valgte at bakke hendes søn op i det hele.
Han knokler ham Malte. Millionerne vælter ikke ind på kontoen og vi/han er ikke i hus endnu, men det går den rigtige vej. Vi har sammen landet det helt rigtige job til ham + et ekstra job, og vores største udfordring her og nu, er at han ikke skal være chef. Endnu. Det er han for ung til. Om end han har et stort lederpotentiale.
Han skrev til mig for ikke så længe siden, at ”det kører nu” så han synes egentlig bare at hans tid hos mig skulle gå til en der havde mere brug for det end ham!
Og ikke mindst som han skrev; ”Selvfølgelig ses vi igen!”
#ydmyg
Et par udvalgte referencer
Hej John-Erik, ville bare lige skrive til dig, hvor taknemlig jeg er for dig og din forståelse altid. Det betyder så meget for mig, at du altid er der for mig og lytter. Jeg er dig evigt taknemlig og fuldstændig fantastisk helt igennem glad for at kende dig☺️
Du har mig altid.
Det betyder så meget, at jeg har en tryghed og et sted, hvor jeg bliver forstået
Tak for dig!
Mange forældre vil virkelig kunne lære af dig og bare alle mennesker.
Rigtig god aften til dig🌟
Kh
Ps. Jeg glæder mig så meget til vi snart ses.
Hej John-Erik,
Lang tid siden. Beklager jeg ikke har fået givet dig en opdate – der er simpelthen sket så meget spændende siden sidst. Jeg har fået købt den lejlighed på X-gade, og det kan jeg kun takke dig for.
Mange tusinde tak for hjælpen! Har brugt de sidste par måneder på at klargøre og sætte lejligheden i stand, så nu regner jeg med at flytte ind i weekenden.
Jeg har været til eksamenerne og har klaret det godt i alle fag, hvilket jeg er virkelig stolt af.
Jeg glæder mig til at starte et nyt kapitel i mit liv og prøve kræfter med at stå på egne ben væk fra familien.
Sætter virkelig pris på din hjælp – det ville ikke have været muligt uden dig.
Jeg håber alt er vel hos dig og har det godt.
Knus Camilla
“Du kan tro det bare går godt. Jeg spiller håndbold i Odense Hf, og jeg går på xx gymnasium, og jeg har lige fået 12 i to eksamener. I AP eksamen og i NV eksamen. Så det går helt fantastisk.
Og jeg har mange gange tænkt at kontakte dig, for at sige tak til dig, for du har gjort så meget for mig, og det har virkelig gjort, at jeg er begyndt at føle meget mere overskud, og at jeg har lyst til at tage i skole og deltage i undervisningen, og alle de gode råd du har givet mig. Du har været en KÆMPE hjælp, og jeg er så taknemlig.
Jeg ved det kan lyde lidt overdrevent, men du har gjort mig til en hel ny kathrine, jeg ser skolen på en hel anden måde nu.
Jeg håber på at jeg snart kan besøge dig igen, og snakke med dig om hvor godt det går :)”
Vi ses snart – det er et ønske!
Kære John-Erik,
Tusinde tak for de gode ord om Christopher og tak for din indsats. Vi ved om nogen, at det virkelig har været med til at gøre ham til den langt mere selvsikre dreng, som han fremstår nu end for bare 5 måneder tilbage.
Det er det mest fantastiske der er sket for ham og os – og tænk, så knokler han oven i købet på for fuld drøn i skolen. Ganske rigtigt har vi sagt til ham, at hvis han om et stykke tider føler at det kunne være godt med en snak med John-Erik igen, så gør vi bare det. Tusinde tak for din måde at gå til både os, men ikke mindst Christopher, på.
De bedste og varmeste hilsner herfra, Ida og hele familieklanen
Først vil jeg lige sige tak for al din hjælp 😊
Du har virkeligt flyttet os og fremtiden ser nu konstruktiv ud.
For første gang i flere år har vi en plan – det har vi ikke haft.
Dine samtaler, din støtte og ærlighed har gjort os trygge og vi ser frem til det videre arbejde.
Vi er ikke i mål, men vi er på vej og vi har en plan.
Tak.
P
“Vi havde den bedste telefonsamtale igår nogensinde – jeg var helt “høj” bagefter.
Træerene vokser måske nok ikke helt ind i himlen, og Laura og jeg vil måske også i fremtiden “tage vores ture”, men jeg må da virkelig tage hatten af for det I to har bygget op på de få måneder!! Og hvis vi så, med din hjælp, sammen kan aftale nogle strategier for hvordan vi tackler uoverensstemmelser i fremtiden, så er der da grund til optimisme for første gang i lange tider. Det kommer til at få positiv afsmitning på hele vores familieliv, hvor også en søster og en far i høj grad har lidt under de store følelsesudbrud. Hvordan kan vi takke dig nok for det??”