#28
Lidt om Engle og Rovdyr (og psykopater)

 

”En aften for et halvt år siden bankede han mig så meget, at jeg tænkte at nu gælder det mit liv. Det er så skørt John-Erik, selv om jeg vidste det gjaldt mit liv, elskede jeg ham alligevel. Så pinligt og skamfuldt.”

Hun kiggede på mig ud gennem de fine briller. Vi havde på dette tidspunkt brugt en god del papir til hendes fine øjne. Sætningen kom godt inde i vores samtale.

Hun startede den voldsomme fortælling, efter lidt samtaleindledning, her:

”Da jeg lå der på sofaen, kom han hen og tæskede mig hårdt med hans næver. Først på lægmusklerne og siden på alle de andre muskler. Du ved der hvor man ikke kunne se han havde slået mig. Det føltes som en time, men har måske nok kun varet ti minutter. Da han var færdig trak han mig, i mit hår, ind på et værelse og kastede mig hen på sengen, råbte og skreg og kaldte mig alle mulige frygtelige ting. Frygtelige ord der stadig kører inde i min hjerne. Så rullede han gardinet ned, gik ud af værelset, låste døren og så lå jeg der og græd…… Denne gang var jeg spærret inde i tre dage. Jeg turde ikke gøre noget…. Jeg skammer mig over mig selv og ved slet ikke hvad jeg skal gøre.”

Den 30-årige pige sad der over for mig. Tårerne sprang og der var overtryk i hendes system. Hun kunne slet ikke holde dem tilbage….

Jeg har clearet om det er ok med Sofie (det er ikke det rigtige navn) at jeg skriver hendes historie og det er det. Der er mange lag i denne historie, men den rummer en lille krølle som jeg synes er så fin så fin. Kig med.

”Allerede efter 3 uger sagde min familie, at der er for mange red flags, men jeg var ligeglad for jeg var forelsket i Mathias (ikke det rigtige navn), eller ja, jeg elskede ham højt.

”Min mor ringede til mig hele tiden, men til sidst gad jeg ikke tale med hende så jeg stoppede med at svare hende.”

Tre måneder inde i mit forhold med Mathias, inviterede min familie mig til kaffe og jeg glædede mig til at komme og besøge dem. Da jeg åbnede døren sad alle der. Som i alle. Der var nok 12-15 stykker. Jeg blev forskrækket. Der var også en jeg ikke kendte. Så begyndte min mor at tale. Hun sagde at hvis jeg ikke forlod Mathias, ville familien forlade mig……”

Som coach har jeg hørt om dette før, og finder det helt galt. Der er et par ”familie” firmaer derude der finder dette som en god praksis, at arbejde med interventioner på denne måde. Grundlæggende er jeg 100% uenig. For mig virker det som om man har taget noget fra behandling af alkoholikere og narkomaner og har overført det til familiebehandling.

Jeg synes det er skørt og har mere end en gang stoppet sådanne interventioner. Der er forskel på at være alkoholiker/narkoman, og at være fanget følelsesmæssigt (af et rovdyr) Synes jeg.

Sofie fortsatte:

”Jeg kunne jo ikke forlade ham. Han var den jeg elskede allerhøjst i hele verden, så for mig var svaret klart, Mathias førend familien….. Så jeg løb grædende ud og ned på torvet hvor han stod og ventede på mig.

Jeg græd og græd og græd… og han sagde alle ”de rigtige ting,” som at jeg skulle jo vælge min familie før ham, og at han altid ville være der for mig uanset hvad, og at han jo ikke var vigtig. På den måde var han lige pludselig den vigtigste for mig i hele verden…

Dengang, den dag, blokerede jeg hele min familie på min telefon og på sociale medier og gjorde sådan at de ikke kunne finde mig.”

”Hvornår tænkte du selv over, at det her nok var et ”red flag” spurgte jeg Sofie.

Hun kiggede lidt op i luften og fik tårer i øjnene. ”Hmm nok efter 4 måneder…. Jeg kom gående ind i stuen med en nettopose i hver hånd…. Ud af ingen ting svang han mig en kæmpe lussing du ved lige der på øret og kinden, og råbte at jeg fuckin skulle opføre mig ordentligt. Jeg blev paf, det ringede for mine ører, jeg sprang en trommehinde faktisk, og jeg glemte at svare tilbage, jeg var bare forskrækket og begyndte at græde….

Det er så pinligt John-Erik, jeg er så flov… hvorfor så jeg det ikke… årrhh jeg skammer mig sådan…. Jeg vidste jo godt han havde narcissistiske træk. Det er så pinligt….men jeg elskede ham jo også og tænkte at det ville blive bedre. Det lovede han.”

Sofie foldede en ret vild og voldsom historie ud. Om at leve i et vanvittigt voldeligt forhold, både psykisk og fysisk i 5 år (!) Det var en ret heftig historie der blev fortalt med tårer i øjnene og en masse papir til at tørre næse i.

Jeg sad og lyttede og spurgte ind.. sådan bare mest for at lade hende få talt ud om en masse voldsomme ting i hendes liv. Langsomt kom vi igennem mange forskellige vanvittige situationer. Til sidst var der ikke mere at fortælle… eller det var der, men lige i denne session var der ikke mere.

Sofie havde på dette tidspunkt været til forskellige psykologer, en havde brilleret med ikke at kunne huske hendes navn og sag når hun mødte op, og en anden mente at hun overdrev lidt.

Hun har for ganske nylig været til læge, hvor hun har fået konstateret PTSD.

”Sofie” sagde jeg ”… jeg tror ikke han er narcissist” Hun gjorde store øjne inde bag hendes fine briller… ”Hvad mener du?” sagde hun mens hun prøvede at trække vejret lidt dybere.

”Jeg tror vi skal ændre begrebet for Mathias lidt” sagde jeg.

Sjovt nok (det er ikke sjovt) har jeg sagt lige præcis denne sætning en del gange til flere af mine gæster.

”Men hvis han ikke er narcissist… hvad er han så?” spurgte Sofie.

”Hmm hvad kunne det være…?” spurgte jeg tilbage. Sofie kunne ikke komme på noget, så jeg spurgte forsigtigt om jeg måtte sige hvad jeg tænkte. Det måtte jeg.

”Sofie… jeg er af den klare overbevisning at Mathias er psykopat.”

“Mener du det?” spurgte hun.

”Det kan du tro jeg gør. Narcissister er oftest ”ikke voldelige,” men kan være arrogante og nedladende mm…..

Psykopater er en slags rovdyr der bare gerne vil kontrollere, manipulere og bruger andre som brikker i deres syge spil. De vil rigtig gerne isolere den enkelte for at kunne styre og kontrollere denne….. Alt hvad du har fortalt om Mathias virker mere som en psykopat… ” sagde jeg.

”Så tilllykke Sofie, du har overlevet et rovdyr, det er ikke alle der gør det.”

”En aften for et halvt år siden bankede han mig så meget, at jeg tænkte at nu gælder det mit liv. Det er så skørt John-Erik, selv om jeg vidste det gjaldt mit liv, elskede jeg ham alligevel. Så pinligt og skamfuldt. Jeg havde ikke talt med min familie i 5 år, de ville jo ikke tale med mig. Jeg havde ingen…… ingen omkring mig, kun Mathias og han ville jo alligevel slå mig ihjel. Alt blev ligegyldigt. Jeg besluttede mig for at flygte fra det kolonihavehus vi boede i. Det var nat. Jeg kunne ikke komme ud ad foreningens hovedindgang (en stålport) der hvor vi var, for den var låst med en nøgle jeg ikke havde… så jeg flygtede den anden vej. Ned igennem en slags grøft og nogle træer og jeg havnede i en lille skov.

Jeg faldt og begyndte at græde og var helt alene. Jeg råbte på hjælp, men der var ikke nogen. Min ene sko var faldet af. Han havde taget min telefon, så jeg kunne ikke ringe til nogen. Jeg rejste mig og løb… jeg kunne høre en vej. Jeg fandt vejen og der var en bro der førte hen over en motorvej. Jeg gik der hen…. min anden sko var også faldet af. Mine fødder gjorde ondt.

Alt var jo lige meget så jeg besluttede mig for at gøre en ende på det hele, at tage mit eget liv, jeg havde jo ingen. Der var jo ingen mennesker for mig. Jeg var jo bare mig, helt alene.

Jeg gjorde mig klar til at kaste mig ud…….. Der var helt stille. Stod egentlig bare og ventede på at der kom en bil nede på motorvejen så jeg…..

Så kom der ud af ingen ting, en bil der på broen. Den stoppede. Der sad to børn på bagsædet og en dame kom ud.

”Hej” sagde hun. ”Jeg hedder Dorthe…” hun kom forsigtigt hen til mig. ”Vil du ikke komme med mig, så skal jeg nok passe på dig……” hun tog meget forsigtigt min hånd, og jeg valgte at gå med hende hen i bilen. Så sad vi der og så kørte vi. Jeg græd lidt. Børnene på bagsædet sagde ikke noget, de sad der bare.

”Hvad hedder du?” spurgte Dorthe.  ”Jeg sagde mit navn…. ” (Sofie har rigtigt et lidt specielt navn) Hun stoppede bilen, kiggede på mig og hun spurgte forsigtigt om xxx xxx var mit helt rigtige navn. Det kunne jeg kun svare ja til, det var jo mit navn.

”Du er efterlyst på alle kvindecentre og voldscentre i hele Danmark. Din mor leder efter dig og har gjort det i mange år….”

Jeg blev helt paf og vidste ikke hvad jeg skulle sige…. ”Hvad skal jeg gøre..?” spurgte jeg Dorthe.

Hun svarede lidt tørt, at hun syntes jeg skulle ringe til min mor. Det var midt om natten. Jeg ringede til min mor. Hun tog den ikke…..jeg lod den ringe ud, men hun tog den ikke og jeg stoppede med at ringe.

10 sekunder efter ringede min telefon. Det var min mor.”

Engle findes åbenbart.

Sofie er genforenet med mor og far og resten af familien. Alle har fået sagt undskyld til hverandre. Og de har fået reetableret deres familie. Skårene er klinket.

Jeg spurgte Sofie:

”Hvem er du så?” hun begyndte at græde og svarede snøftende ”Jeg ved det virkelig ikke….”

Så udover at tale ind i alt det virkelig svære, så er det der vi starter, nemlig med at finde ud af hvem er Sofie og hvad er vigtigt for hende. Sessionerne er virkelig strukturerede og vi arbejder os systematisk gennem det hele.

Da jeg spurgte hende om, hvad der ville være det vigtigste for hende udbrød hun spontant: ”At sætte grænser – men jeg ved ikke hvordan man gør” Og så græd hun lidt.

Det var her vi startede.

Sofies og mit forløb kører. Det er både coaching, mentoring og alt muligt andet. Hun er på vej til at blive glad. Vi har fundet hendes vej i livet og hun er i gang med at definere sig selv og sit liv.

Hun er på vej.

#Note – Hvis du er i hænderne på en psykopat og skal forlade denne, er det vigtigt i videst muligt omfang at søge støtte her. Enten professionel støtte eller det nære netværk.